Nyheder

29/11-2015
Højbjerg: Vil slutte af med en sejr

ARTIKEL BRAGT I KAMPPROGRAMMET D. 29. NOVEMBER 2015:

NB. Siden artiklen blev sendt i trykken er kampen mod FC Roskilde nu blevet fastlagt. Dermed er dagens kamp mod Lyngby BK den næstsidste kamp – og ikke den sidste – i 2015 for FC Fredericia.

Som det ser ud i skrivende stund spiller Jeppe Højbjerg sin sidste hjemmekamp i dag mod Lyngby Boldklub, og FC Fredericias sikre sidste skanse det sidste års tid drømmer om at sige farvel med en sejr som et tak for sin gode tid på Monjasa Park.

Før eller siden skulle det ske, at FC Fredericias danske U21-landsholdsmålmand, Jeppe Højbjerg, blev hentet tilbage til Superliga-klubben, Esbjerg fB.
Målmanden har i sin tid i FC Fredericia udviklet sig fra at være et lovende talent til nu at være en profil i Bet25 Ligaen og klar til at tørne ud i Superligaen, hvilket er årsagen til Esbjerg fB har valgt at hente ham hjem og efter alt at dømme placere ham mellem stængerne for klubbens bedste mandskab efter nytår.

– Det har været en helt fantastisk tid i FC Fredericia, og jeg har ikke noget dårligt at sige om klubben. FC Fredericia viste mig stor tillid ved at hente mig, og det skylder jeg dem en stor tak for, fordi de har hjulpet mig i gang med min karriere som senior. Så FC Fredericia vil altid være min klub, og det er en klub, jeg altid vil håbe det bedste for, og som jeg vil følge fremover, siger Jeppe Højbjerg.
Højbjerg close up træning

Savnede gnisten om søndagen
Højbjerg kom til FC Fredericia sidste vinter på en halvårlig lejeaftale med håbet om regelmæssig spilletid og ønsket om at opleve vigtigheden at hente tre point hver søndag.

– Jeg havde snakket lidt med Esbjerg fB inden jul sidste år om, at en udlejning var en mulighed, men der var ikke nogle konkrete klubber inde over. Men lige pludselig kom FC Fredericia på banen i januar måned, og det føltes bare rigtig. Og så er resten jo historie, siger keeperen og fortsætter:

– Jeg savnede den gnist ved at skulle vinde uge efter uge. På ungdomsholdene og til dels også i reserveligaen tæller udvikling lige så meget som resultaterne, så jeg følte, hvis skulle tage det næste skridt i min karriere, så skulle jeg opleve, at det gjaldt liv eller død for at hente de tre point om søndagen.

Selvom den 20-årige målmand hurtigt udviklede sig til at blive en vigtig bestanddel i en stærk FC Fredericia-defensiv, som i sidste ende var med til at sikre FC Fredericia klarede frisag i kampen om at undgå nedrykning, så fik Højbjerg en blandet start på sin FC Fredericia-tid.

– Jeg debuterede med et clean sheet i en svær udekamp mod HB Køge, men blev ugen efter så ramt af en dum hovedskade under et træningspas. Den skade holdte mig desværre ude i fem kampe, og det er ingen hemmelighed, at jeg tænkte meget over, hvad det nu betød for resten af mit ophold. Men heldigvis kom jeg tilbage og fik vist, at jeg havde niveauet til at spille i FC Fredericia.

Mr. Clean Sheet
Med 11 clean sheets i 29 kampe – hvilket svarer til et rent bur i hver tredje kamp – har Jeppe Højbjerg i den grad vist sig at være en sikker sidste skanse.
Og de mange førsteholdskampe på CV’et har nu altså gjort, at Esbjerg ser ud til at satse på ham i Superligaen.

– De mange kampe har været udslagsgivende. På grund af min skade i foråret fik jeg kun ti kampe, hvorfor Esbjerg gerne så, at jeg tog et halvt år mere med fast spilletid. Og da FC Fredericia gerne ville beholde mig, så tøvede jeg ikke med at tage en tørn mere her, og det har jeg ikke fortrudt på nogen måde. Uden for banen er det nemlig nogle fantastiske holdkammerater og personer, og jeg har ikke oplevet et bedre sammenhold end her, siger Højbjerg og fortsætter:

– Men de mange kampe for FC Fredericia i Bet25 Ligaen har betydet, at jeg har rykket mig helt enormt meget. Jeg er blevet mere stabil i mine præstationer ved at være i et miljø, hvor det handler om at vinde hver søndag, og de erfaringer, jeg har gjort mig her i FC Fredericia, har været yderst værdifulde, siger Højbjerg.
Skærmbillede 2015-09-11 kl. 20.16.54

Skelsættende moment mod Brønshøj
I sin tid her i klubben har Jeppe Højbjerg prøvet to forskellige scenarier. Mens FC Fredericia i år har spillet med i den øverste del af Bet25 Ligaen, så kæmpede man i sidste sæson en hård og brav kamp at undgå nedrykning. Og det er da også sidstnævnte oplevelse, som står klarest.

– Den første kamp under Peter Sørensen, hvor vi spiller 0-0 hjemme mod Brønshøj, er en kamp, jeg ikke lige glemmer. Det var en kamp ingen af holdene måtte tabe, for så ville det se sort ud i forhold til nedrykningsduellen. Få minutter før slutfløjt slipper Oke Akpoveta igennem, jeg går ud af målet for at gøre vinklen mindre, men han lobber den over mig. Mens jeg kigger tilbage og følger boldens bane i luften, når der at gå tusind tanker igennem hovedet, og det var som om tiden stod stille. Heldigvis rammer den overliggeren, og jeg kan samle returen op. Det var en kamp og et moment, der blev skelsættende for resten af vores forår.

– Runden efter leverer vi en fantastisk præstation og vinder 2-0 i Lyngby, hvilket om noget blev vendepunktet for os. De to kampe husker jeg især tilbage på, siger Jeppe Højbjerg og understreger, at sidste kamp i sidste sæson mod HB Køge, hvor overlevelsen blev en realitet, også var helt fantastisk at være med til.

2015 skal fuldendes med en sejr
2015 har i det hele taget været et ganske godt år for Jeppe Højbjerg. Ikke nok med de mange erfaringer og oplevelser i FC Fredericia, så var 2015 også året, hvor Højbjerg tog springet op – og bed sig fast – på det danske U21-landshold, for hvem han endnu ikke har prøvet at lukke mål ind for.

– Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg har været med til i dette kalenderår, så er det vildt, hvor meget jeg har nået at oplevet. En masse spilletid både på klubplan og nu også på landsholdet, så det har været noget nær det perfekte for mit vedkommende.

Og skal 2015 være helt og aldeles ideelt for Jeppe Højbjerg, så er kravet til udbyttet i sidste hjemmekamp i FC Fredericias klart:

– Jeg vil slutte af med en sejr og hjælpe klubben så godt, jeg kan. Og det kan jeg bedst med tre point i dag. Om vi vinder 3-2 eller 1-0 er for mig underordnet. Jeg vil for bare gerne være med til at synge sejrssangen i omklædningsrummet sammen med de andre i min sidste hjemmekamp på Monjasa Park, slutter FC Fredericias nummer 33.
jeppe_lille

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA