Nyheder

01/08-2015
”Jacob er blandt de største i FC Fredericias historie”

FC Fredericia siger i morgen farvel til en sand institution i klubben, når den nu tidligere anfører, Jacob Thychosen, bliver hyldet på Monjasa Park inden søndagens opgør mod FC Roskilde.

Kulturbærer. Profil. Legende.
Kært barn har som bekendt mange navne, og Jacob Thychosen var bestemt også en af FC Fredericias kæreste.

– Jacob har været en markant figur i de ni et halvt år, han har været i FC Fredericia. Han har på alle måder været en samlingsfigur for vores førstehold, en særdeles stærk anfører og et fantastisk bindeled mellem trænerstab, spillerstab og den daglige ledelse, siger direktør, Stig Pedersen.

144 kampe nåede den nu 32-årige forsvarskæmpe i den røde FC Fredericia-trøje i løbet af sine knap ti år i klubben, siden han kom til Monjasa Park fra Vejle Boldklub i vinteren 2006. Dengang kom han til klubben med mere spilletid for øje, men blev desværre ramt af en alvorlig korsbåndskade, inden han rigtig var startet op i FC Fredericia.

Heldigvis viste Jacob enorm styrke og karakter og kæmpede sig tilbage – og siden udviklede han sig bare til at blive en fantastisk leder for FC Fredericia.

– Vi har været fantastisk glade for at have ham i truppen og i klubben, og jeg er også sikker på, at Jacob har haft det på samme måde, siger Stig Pedersen og fortsætter.

– Jacob er utrolig vellidt af alle, og han har været en fantastisk ambassadør for vores klub. Den rolle han fik i FC Fredericia, var en rolle han selv voksede ind i, og når man kender Jacob var man ikke i tvivl om, at han besidder evnerne som en leder og et fantastisk menneske, og det er dem, man rigtig gerne vil have i en klub. Det er personer som Jacob, der får tingene til at fungere.

En utrolig klog spiller
Som fodboldspiller havde Jacob Thychosen sine helt store forcer i det defensive del af spillet – hvilket fem mål i de 144 kampe for FC Fredericia også viser et billede af. Men hvad han måske ikke havde i den offensive del af spillet, havde han til gengæld i forsvaret.

– Jacob var en intelligent fodboldspiller. Hans evne til at placere sig rigtig på banen og til oftest at tage de rigtige beslutninger, gjorde ham til en meget klog spiller. Det gjorde, at han ofte havde en fordel over for sin direkte modstander. For selvom han stod over for en spiller, der både var langt stærkere og hurtigere end ham selv, så fik han altid gjort duellen ligeværdig og kom som regel aldrig ud af duellerne som taber, siger FC Fredericias assistenttræner, Morten Dahm Kjærgaard, som har arbejdet tæt sammen med Jacob Thychosen i de seneste par år.

Kunne vække følelser i folk
Jacob Thychosen har i løbet af sin tid hos FC Fredericia døjet med forskellige skader, hvilket har gjort, at han i nogle perioder ikke spillede så meget. Men ifølge Morten Dahm Kjærgaard så kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at Jacob har været en profil – ikke bare i FC Fredericia, men også i 1. division.

– Men det, der har gjort mest indtryk på mig, er hans personlighed. Han tog hånd om alle omkring sig og behandlede alle med respekt. Og så var han enormt passioneret. Noget af det, der står stærkest er de peptalks, han holdte lige før kampstart. Når vi alle sammen stod i klyngen og skulle opildne hele holdet til at yde deres maksimale, var han fantastisk. Alt det følelse og alt den passion han udviste er ubeskrivelig, og han kunne få alle til at dirre.

Og netop disse peptalks er noget der har gjort indtryk. I hvert fald hvis man skal tro Nikolaj Hagelskjær, som er den nuværende FC Fredericia-spiller, der har været i klubben længst tid.

– Man kendte ham som en stille og rolig fyr, der ikke kunne gøre en flue fortræd, men ligeså snart vi var samlet få minutter inden kampstart, så gik han helt amok og råbte og skreg og formåede at vække så mange følelser i folk på. Det var helt fantastisk, siger Nikolaj Hagelskjær.

Den bedste holdkammerat og fantastisk anfører
Jacobs farvel til FC Fredericia forud for denne sæson betød også, at en ny anfører måtte udpeges. Æren tilfaldt Christian Ege, som ikke lægger skjul på, at han har Jacob som sit forbillede.

– Jeg kan ikke rose Jacob nok. Han er den bedste holdkammerat, jeg nogensinde har haft, og hvis der er en, som jeg ser op til som menneske og person, så er det Jacob. Han har været en helt fantastisk anfører. Han har bidraget med sindssygt meget til hele klubben, men specielt i omklædningsrummet og på banen, siger Christian Ege og fortsætter:

– I alle kampene han har været anfører, har man følt en ro, fordi man vidste, at uanset hvad der skete, så var han bag en og bakkede en op i det, man gjorde. Han udstrålede overskud, og han formåede at forplante sin ro ud på hele holdet, siger Christian Ege, mens Nikolaj Hagelskjær supplerer.

– Han var altid god til at inddrage alle, så der ikke blev lavet små grupper eller kliker i truppen. Han sørgede for, at vi følte os som en samlet enhed.

Blandt de største i FC Fredericias historie
I løbet af næsten et helt årti oplevede Jacob alt lige fra at være tæt på at rykke op i Superligaen til at redde livet i 1. Division i sidste spillerunde. Og så har han været en af de vigtige grundpiller for, at FC Fredericia kunne gå fra at være en klub med semiprofessionelle tilstande til at blive en professionel klub med fuldtids setup.

– Jacob har i høj grad store aktier i, at FC Fredericia den dag i dag er en professionel klub. Det kunne kun lade sig gøre, fordi klubben præsterede gode resultater, så sponsorerne fik øjnene op for klubben, og de gode resultater har Jacob været en stor del af. Så han har så været med på hele rejsen ligesom andre store FC Fredericia-profiler som Jes Bekke, Søren Pallesen og Brian Fakkenor, siger Stig Pedersen og lægger ikke skjul på, at Jacob Thychosen er på højde med de tre FC Fredericia-legender.

– Ser man på hele FC Fredericias historie, så er Jacob blandt de største sammen med Brian Fakkenor, Jes Bekke og Søren Pallesen. Hver spiller har haft deres tid, men Jacob har i alle årene og i særdeleshed de seneste år været en profil, og vi har meget at takke Jacob for.

– Derfor er vi også utrolig kede af, at vi ikke kunne få sagt ordentligt farvel til Jacob, men da klubbens skæbne først blev afgjort i sidste kamp i sidste sæson, og der derefter var sommerferie, så blev omstændighederne desværre sådan. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal lyde et kæmpe tak til Jacob for at have givet så meget til klubben, og alle i og omkring FC Fredericia vil ønske både ham og hans familie alt mulig held og lykke fremover, slutter Stig Pedersen.

For at give vores tidligere anfører det helt rigtige farvel, benytter FC Fredericia sæsonens første hjemmekamp i morgen mod FC Roskilde til at invitere Jacob Thychosen ind på Monjasa Park, så han kan få en velfortjent hyldest foran fans, sponsorer og tidligere holdkammerater.

/FS
Jacob T FCF


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA