Nyheder

19/12-2015
Julehilsen fra FC Fredericia

Julen nærmer sig med hastige skridt i et år, der har bragt hele følelsesregistret i spil i FC Fredericia.

I første halvdel af året lå vi i meget store perioder til nedrykning, med den konsekvens at vi måtte skifte træner, supplere spilletruppen yderligere samt foretage andre korrigerende handlinger, der dog til sidst resulterede i, at vi på sidste spilledag kunne redde livet i 1.division. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis vi var rykket en række ned. Det havde været et mareridtsscenarie!

I anden halvdel at året stod vi med en meget lille spilletrup, der krævede tilgang af 7-8 spillere samt behovet for en ny cheftræner. Det lykkedes at engagere Ove Petersen, der sammen med det øvrige sportslige setup hurtigt fik etableret en slagkraftig trup, som efter de første seks runder placerede FC Fredericia helt i top af rækken. Derefter blev det imidlertid hverdag igen, og vi kan overvintre på en 6. plads midt i rækken, som er marginalt under vores delmål om min. en femteplads ved vinterpausen.

Året 2015 har været dyrt såvel økonomisk som organisatorisk i bestræbelserne på at redde livet i 1. division, og vi står derfor overfor nogle store udfordringer i at skabe en bæredygtig økonomi til bevarelse af den fuldtidsmodel, hvorfra vi kan udvikle klubben yderligere.

Vi har med ansættelsen af Jesper Sørensen lagt sporene for den sportslige fremtidige udvikling, og opgaven består herefter primært i at skaffe økonomi i lokalområdet til at supportere de sportslige ambitioner på en økonomisk bæredygtig måde. Vi håber, at I fortsat vil bistå og bakke op om FC Fredericia i denne proces.

Jeg vil gerne takke alle vore samarbejdspartnere for en utrolig opbakning i det forgangne år, udtrykke en KÆMPE TAK til alle vores frivillige hjælpere samt selvfølgelig til vores mange fans, som har fulgt FC Fredericia i tykt og tyndt her i 2015, hvad end hvilke udfordringer holdet mødte.

Både jeg og hele FC Fredericia vil gerne ønske I – og jeres familier – en glædelig jul samt et lykkebringende 2016 med masse af points på Monjasa Park.

Men Venlig julehilsen
Morten Rahbek
Formand FC Fredericia


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA