Nyheder

04/12-2015
Kjærgaard: Burde have vundet

Morten Dahm Kjærgaard roser holdet for at komme tilbage fra 0-2 mod FC Roskilde torsdag aften, men ærgrer sig samtidig over, at man ikke formåede at hente alle tre point trods en tomålsføring.

FC Fredericia spillede torsdag aften en særdeles vanvittig og medrivende sidste kamp i 2015, da man på udebane mod FC Roskilde spillede 4-4, efter begge hold på hver sine tidspunkter af kampen så ud til at være på vej mod en sikker sejr.

FC Roskilde bragte sig nemlig hurtigt foran i kampen med 2-0, men fire mål i streg af FC Fredericia gjorde, at Morten Dahm Kjærgaards tropper så ud til at løbe med de tre point. Men sådan gik det desværre ikke.

– Kampen igennem leverer vi en rigtig flot offensiv præstation, og vi havde reelt chancer til at komme på tavlen udover de fire gange. Men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at fire mål alle dage burde være nok at tage sejren på en dag som i dag. Derfor er det super ærgerligt, at vi nu kun står med det ene point, efter vi ellers viste stor moral ved at vende et truende 0-2 nederlag til noget, der skulle være endt med en sejr, siger Morten Dahm Kjærgaard og uddyber:

– De mål, vi indkasserer, kommer efter situationer, som vi reelt set burde kunne forsvare os mod, men når vi ikke forsvarer med mere kvalitet i feltet end tilfældet var, så må vi altså nøjes med det ene point, slutter den midlertidige cheftræner.

FC Fredericia har sidste træning i dag, inden spillerne går på vinterpause. Forberedelserne frem til forårssæsonen tager man hul på i starten af januar.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA