Nyheder

25/11-2015
Kjærgaard roser spillernes reaktion

Den vikarierende cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, frygter ikke, at den pludselige afsked med Ove Pedersen vil påvirke truppen forud for kampen mod Lyngby. Det har spillerne nemlig lovet hinanden, at det ikke vil, fortæller den midlertidige cheftræner.

I går kunne FC Fredericia offentliggøre, at man har sendt Ove Pedersen til Superliga-klubben Hobro IK med øjeblikkelig virkning, efter at de to klubber blev enige om en overgangssum for den 61-årige cheftræner.

I stedet er det Morten Dahm Kjærgaard, som skal stå i spidsen for FC Fredericia i den sidste kamp i efteråret, når Lyngby Boldklub gæster Monjasa Park på søndag.
Men selvom afskeden med Ove Pedersen selvfølgelig ikke er den bedste optakt til weekendens opgør, så er den tidligere assistenttræner ikke nervøs for, at den pludselige afsked med Ove Pedersen vil få en indvirkning på truppen.

– Sådan er fodboldverdenen nu engang skruet sammen. Det er ikke første gang sådanne ting sker i den her branche, og det er heller ikke sidste gang. Efterfølgende gav spillerne hinanden hånd på, at det her ikke skulle få nogen indvirkning på vores optakt til årets sidste hjemmekamp på søndag mod Lyngby, siger Morten Dahm Kjærgaard og fortsætter:

– Vi har et brændende ønske om at slutte efteråret af på bedst mulig måde, og derfor har det været en fornøjelse at se spillerne arbejde stenhårdt på træningsbanen og gå upåvirket ind til opgaven. Derfor er jeg heller ikke nervøs for, at vi nok skal levere en 100 procent dedikeret indsats på søndag, slutter den midlertidige cheftræner.

Morten Dahm Kjærgaard har ansvaret for FC Fredericias Bet25 Liga-mandskabet frem til nytår, mens FC Fredericia forventer at have en ny cheftræner på plads, når træningen begynder igen i det nye år.

Kampen på søndag fløjtes op kl. 12.45.

/FS
morten_dahm_lille


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA