Nyheder

26/08-2015
Køhler fik tanket selvtillid

FC Fredericia-keeper, Jakob Køhler, stod en god kamp mod Brabrand i gårsdagens pokalsejr, og den fine præstation har øget selvtilliden hos den 27-årige målmand.

FC Fredericia slog snævert tirsdag aften 2. Divisionsmandskabet Brabrand ud af årets pokalturnering og spillede sig dermed videre til 3. runde af DBU Pokalen.

En kampens FC Fredericia-profiler var Jakob Køhler, som vogtede FCF-buret for første gang i en førsteholdskamp i cirka ti måneder. Målmanden leverede nemlig flere fine redninger, der sørgede for at FC Fredericia i sidste ende kunne trække sig sejrrigt ud af pokalkampen.

– Det var dejligt at spille igen, og det har været noget, jeg har set frem til. Og jeg synes, at jeg fik vist, at jeg er, hvor jeg skal være. Og vigtigst af alt fik jeg tanket noget selvtillid ovenpå kampen i går, siger Jakob Køhler.

Og det er vigtigt for FC Fredericia at have en skarp målmand klar i kulissen. For med Jeppe Højbjergs medvirken på det danske U21-landshold kan det betyde, at FC Fredericias normale førstekeeper kan misse enkelte kampe i løbet efterårssæsonen, hvorfor Jakob Køhler skal være klar til at agere sidste skanse.

– Derfor var det både rart, men også vigtigt for mig at spille en god kamp i går, så jeg kunne mærke, at jeg sagtens stadig kan være med og være afgørende på det her niveau, og samtidig blive bekræftet i, at jeg ikke er rusten, selvom jeg ikke har spillet en førsteholdskamp i knap et år, siger Køhler, som endvidere giver sit syn på gårsdagens pokalavancement.

– Der er ingen tvivl om, at med den attitude og indstilling vi udviste i første halvleg, så kunne det lige så godt have tippet til Brabrands side. Derfor var det også rigtig vigtigt, at vi gik til pausen med 0-0, fremfor at være nede med en enkelt pind, da det altid er uhyre svært at komme bagud i sådanne pokalkampe mod lavere rangerende mandskaber, som giver alt for at gøre en god figur.

– I anden halvleg viser vi så lidt mere attitude og får tingene til at hænge lidt bedre sammen, uden det dog aldrig kommer til at fungere 100 procent på noget tidspunkt. Men heldigvis er det nok på dagen, og vi er meget glade for at være videre.

FC Fredericias to scoringer blev sat ind af henholdsvis Marco Hansen og Steven Somers, mens Jakob Køhler i slutminutter blandt andet hev en feberredning ud af ærmet, hvorfor kampen endte 2-1 i FC Fredericias favør.

/FS

Koehler_slider


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA