Nyheder

13/07-2017
– Man skal lige have gang i lungerne igen

Mikkel Okholm er en af de unge FC Fredericia-spillere, som i øjeblikket prøver sig af mod klubbens bedste, når førsteholdet står klar på den grønne træningsbane i Fredericia.

Jesper Sørensen og Morten Dahm Kjærgaard har op til denne sæson hevet hele fire spillere med op til træning fra ungdomsrækkerne.

Den defensivspiller Mikkel Okholm er en af de udvalgte, og han er naturligvis glad for at få lov til at træne med. Men det er også hårdt.

– De første par dage, jeg trænede med truppen, skulle jeg lige vænne mig til, det høje tempo og at have gang i lungerne igen, siger en pustende Mikkel Okholm, der lige var kommet ind fra et løb.

Mikkel Okholm har allerede vendt sig til det høje tempo i træningspassene, men som han selv siger, så skal man lige vænne sig til at træne på den her måde. Også mentalt.

– I starten tænker man, okay, det her er et kæmpe spring, fortæller Mikkel Okholm og fortsætter:

– Når man så lige finder ud af, hvordan det hele fungerer, så synes jeg faktisk godt, at man kan mærke, at man kan være med.

Selvom den 19-årige spiller føler, at han kan være med, så kan han også godt mærke en kvalitetsforskel på nogle parameter.

– Fysisk og tempomæssigt med bolden, der er de klart foran mig. Egentlig også på teknikken, men jeg bliver bare ved med at kæmpe, siger Mikkel Okholm.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA