Nyheder

20/03-2016
McGrath lynede to gange i ny FCF-sejr

FC Fredericia – Næstved 2-1 (1-1)
1-0 Brent McGrath (8. minut), 1-1 Jeppe Illum (25. minut), 2-1 Brent McGrath (92. minut)

For anden uge i træk blev Brent McGrath altafgørende for FC Fredericia. Med to mål sikrede australieren forårets anden sejr i streg.

FC Fredericia kontrollerede kampen hele vejen igennem. Næstved stillede sig som forventet helt tilbage på banen og lod FC Fredericia have bolden. Efter knap ni minutter kom kampens første højdepunkt.

Brent McGrath blev spillet totalt fri i foran mål, og han hamrede iskoldt bolden i kassen til 1-0. Herefter fortsatte hjemmeholdet med at styre sagerne, men efter 25 minutter skete det, som træner Jesper Sørensen havde frygtet.

FC Fredericia tabte bolden højt på banen, og lynhurtigt vendte Næstved spillet i en omstilling. Et indlæg fra venstre side landede for fødderne af Jeppe Illum, som stensikkert sparkede bolden ind bag en sagesløs Thomas Mikkelsen i målet.

Anden halvleg blev en meget sløv affære, hvor ingen af holdene rigtig kunne få tingene til at hænge sammen. FC Fredericia var fortsat i konstant boldbesiddelse – men det var ikke meget, der blev skabt frem ad banen.

FC Fredericia fik den største chance, da Brent McGrath kom fri i venstre side af feltet og forsøgte at lobbe den hen over Næstved-keeperen – bolden sneg sig dog lige forbi mål.

Vi skulle to minutter ind i dommerens overtid, før tingene blev afgjort. Efter et frispark dumpede bolden ned for fødderne af Brent McGrath, som hamrede bolden i kassen til 2-1.

FC Fredericia startede med følgende 11 spillere på banen: Thomas Mikkelsen – Frans Dhia Putros, Matej Podstavek, Nicholas Gotfredsen – Mikkel Knudsen (88. Sune Kiilerich), Christian Ege Nielsen, Mathias Hebo Rasmussen (85. Mikael Rynell), Oliver Feldballe – Marco Hansen (70. Dennis Høegh), Vincent Weijl – Brent McGrath.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA