Nyheder

12/10-2016
“Når man har sagt A, må man også sige B”

stig-andresen-endeligt

Stig Andresen, Indehaver af Andresens VVS, har påtaget sig ansvaret for en cykel til FC Fredericias spinning-event i november. Ifølge ham forpligter man sig til at være aktiv som samarbejdspartner – og så synes han, det er et sjovt initiativ.

Det er godt 15 år siden, Andresens VVS startede op i indehaverens, Stig Andresens, køkken. Siden starten af årtusindenet er der sket enormt meget for virksomheden, som i dag er et stort foretagende med 41 ansatte på kontorer i Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle. Førstnævnte er hovedkontoret, som blev bygget i 2004 på Gl. Landevej.

– Det er gået meget stærkt. Vi har altid arbejdet ud fra en filosofi om, at alle kunder er lige vigtige – uanset om det drejer sig om et nyt toilet eller en renovering af en hel fabrik. Der er ingen opgaver, der er for store eller små, siger Stig Andresen som en mulig forklaring på VVS-firmaets succes.

Stig Andresen er født og opvokset indenfor voldene, som han selv udtrykker det. Og som indehaver gik der ikke lang tid, før han blev samarbejdspartner i FC Fredericia. En beslutning, han ikke har fortrudt siden, og nu er han fast gæst på tribunerne, når holdet spiller på hjemmebane.

– Jeg er der til hver hjemmekamp, og jeg synes, jeg får meget ud af det – i hvert fald et par fadøl, siger VVS-manden grinende inden han forklarer mere seriøst:

– Man bliver del af et fantastisk netværk, og til kampene møder du en masse spændende mennesker. Samarbejdet er guld værd, og man får jo det ud af det, som man investerer i klubben, mener Stig Andresen.

Og Fredericia-manden har tilmed også valgt at tage ansvaret for en cykel til det spinning-event, som FC Fredericia står for i slutningen af november. Her får man en person til at svede på en cykel inden kamp, og så støtter man klubben sammen med sponsorer, som Andresen VVS eksempelvis selv skal ud at finde. Ifølge Stig Andresen er der flere grunde til, at han har taget den opgave på sine skuldre.

– Jeg har cyklet rigtig meget, og var inden firmaets start oppe at køre op imod 3000 kilometer om året. Arbejdet har så begrænset det lidt, men jeg kan meget godt lide cykling. Og så synes jeg da, at man forpligter sig til noget som samarbejdspartner. Når man først har sagt A, må man også sige B – og det er vigtigt at støtte op om klubben, mener indehaveren, der også var med til spinning sidste år.

– Det er et sjovt initiativ, og sidste gang var der rigtig meget liv på en skæg måde. Jeg håber, at der kan komme nye med, for det er virkelig sjovt og en god måde at møde nye personer på, slutter Stig Andresen.

Hvis du også har lyst til at få en til at svede og samtidig støtte FC Fredericia, er du meget velkommen til at kontakte Eventchef Randi Wael for yderligere oplysninger om at være sponsor eller finde en rytter til arrangementet den 27. November. Det kan gøres på mail rw@fcfredericia.dk eller telefon 30 51 04 91.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA