Nyheder

17/04-2016
Nedtur: FC Fredericia dukket på hjemmebanen

rundkreds-slider

FC Fredericia tabte 3-0 til HB Køge på Monjasa Park søndag eftermiddag.

Der var ikke meget at glæde sig over i blæsten på Monjasa Park søndag eftermiddag. HB Køge var på besøg og nedlagde FC Fredericia med 3-0.

Kampen startede skidt for FC Fredericia, som efter bare otte minutter måtte se Lee Rochester heade bolden i kassen til 1-0.

Herefter var FC Fredericia-spillerne en smule rystede, og HB Køge satte sig tungt på opgøret i det næste kvarters tid. Et noget uvant kampbillede udspillede sig med FC Fredericia presset helt tilbage på banen.

Hjemmeholdet kom dog ovenpå igen, og fra det 30. minut havde FC Fredericia flere store chancer. Specielt Vincent Weijl og Brent McGrath nærmede sig mål, mens Christian Ege også var på spil med et rigtig fint langskud.

På trods af det, var det udeholdet, der med få minutter tilbage af halvlegen øgede føringen til 2-0. En misforståelse i FC-forsvaret betød, at Lee Rochester smuttede imellem og kunne sende bolden ind i et tomt mål.

Sløv start på anden halvleg
Anden halvlegs første ti minutter var stort set uden højdepunkter. Begge holds forsøg på at spille sig igennem løb ud i sandet. Efter 58 minutter skete der dog noget. Sune Kiilerich var en smule for voldsom ved Marc Rochester i feltet, og der blev dømt straffe til udeholdet.

Mikkel Wohlgemuth skulle eksekvere, men Thomas Mikkelsen kom i vejen for straffesparket. Den lange målmand nåede godt ned til bolden og fik den vippet ud til hjørnespark.

Herefter fortsatte halvlegen, uden at de to hold for alvor kunne bryde hinanden op. Først efter 78 minutter skete der igen ting og sager – og igen var det HB Køge, der stod for det. Rochester-brødrene drev gæk med FC-forsvaret og serverede bolden for Mark Gundelach, der uden problemer sendte bolden i mål.

FC Fredericia forsøgte ihærdigt at få reduceret, men HB Køge parkerede bussen, og det blev derfor ikke til mere på Monjasa Park søndag eftermiddag.

FC Fredericia stillede op på følgende måde
Thomas Mikkelsen – Sune Kiilerich, Matej Podstavek (45. Frans Dhia Putros), Nicholas Gotfredsen (61. Mikael Rynell) – Mikkel Knudsen, Mathias Hebo, Christian Ege, Oliver Feldballe – Marco Hansen (71. Dennis Høegh), Vincent Weijl – Brent McGrath


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA