Nyheder

01/11-2017
Nymand ligger ikke på den lade side

Har du mødt Niclas Møller Nymand? Du ved ham lille kvikke back med en krøllet frisure, der er som taget ud af en film fra 80’erne. Hvis ikke – så møder du ham nu.

Niclas Møller Nymand, Nymand hvis det skal være kort – og bare Ny, hvis det skal være ekstra kort.

Nymand kommer oprindeligt fra Amager, men da han stadig var ung ungdomsspiller rykkede han og familien tilværelsen op med roden og flyttede til Vejle.

Det var derfor i Vejle Boldklub, at Nymand afsluttede sin fodboldopdragelse, sideløbende med en ungdomsuddannelse på Vejle Handelsskole.
Da huen var kommet på, ville Nymand have lidt pause fra bøger, og tjene lidt penge i stedet.

Den klassiske sang efter en afsluttet gymnasialuddannelse. Tjene lidt penge og så se verden. Den store backpacker tur til Sydøstasien, for at finde sig selv og for at få taget billede med en tiger i bur – blev det dog ikke til. Der blev spillet fodbold i stedet – og pudset vinduer. Alt imens blev der spillet Danmarksserie i Hedensted, arbejdede Niclas Nymand nemlig som vinduespudser. Ligesom hans far og onkel også er vinduespudsere. Det var altså hans sabbatår.

Hvilket kendetegner Nymand ganske godt. Der bliver knoklet for sagerne. Hvis vi tager et kig på hans gængse dagsprogram. Så indikerer det også at Nymand ikke ligger på den lade side. Han har nemlig beholdt sit arbejde som vinduespudser, alt imens han spiller fodbold i FC Fredericia.

Et typisk dagsprogram
Klokken 04.45 står han op og spiser en hurtig morgenmad. Madpakken bliver smurt aftenen forinden, så han bare kan stå op og komme ud af døren. Klokken 05.00 sidder han nemlig allerede i bilen, og er klar til at komme ud til de første kunder. Klokken 09.30 rammer Nymand så Fredericia, for at komme til træning. Træningen starter typisk klokken 10.30, og slutter typisk klokken 12.00. Derefter er der frokost, og eventuelle taktiske oplæg. Så cirka klokken 13.30 kan Niclas køre fra Fredericia. Og nogle dage er det ud og arbejde igen. På de dage slutter dagen, som oftest, for Nymand ved en 17-tiden.

Der er selvfølgelig nogle forbehold, er det kampdag – så handler dagen kun om fodbold. Alligevel kan han sagtens nå alle hans arbejdsopgaver.

”Jeg har et vist antal arbejdsopgaver i løbet af måneden, og så længe jeg når dem, så kan jeg selv disponere min tid”, fortæller Nymand.

Vant til at arbejde for tingene
Selvom det lyder hårdt, så gør det ham ikke noget. Han har altid været vant til at skulle arbejde for tingene.

Og som det så ofte gør sig gældende for fodboldspillere, og for så vidt også for os andre, så står man overfor en masse til-og fravalg. Lige nu hedder tilvalget, at han arbejder og tjener penge – ved siden af fodbolden. I fremtiden vil han dog gerne studere – og helst ved siden af fodbolden.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA