Nyheder

29/10-2015
OB-sejren giver tro på mere

ARTIKEL BRAGT I KAMPPROGRAMMET D. 29. OKTOBER 2015:

Nikolaj Hagelskjær er den eneste i den nuværende FC Fredericia-trup, som var med til at møde FC København senest de to klubber tørnede sammen i pokalturneringen. Og han glæder sig at skulle måle sig med nogle af Danmarks bedste – igen.

Monjasa Park, klokken 19.00 onsdag den 26. september 2012.

Her lød startfløjtet til seneste opgør mellem FC Fredericia og de nuværende forsvarende danske pokalmestre, FC København. Og som det også gør sig gældende i dag, gjaldt det også dengang kampen om videre avancement i den danske pokalturnering.

25-årige Nikolaj Hagelskjær er eneste spiller i den nuværende FC Fredericia-trup, som var med i den kamp, og han husker tilbage på et opgør, hvor FC Fredericia fik hård modstand foran de dengang 2.795 fremmødte tilskuere.

– I den kamp mødte vi en modstander, der var markant bedre, end det vi var vant til at spille imod. Det var virkelig svære forhold og et klasse mandskab, vi var oppe imod. Og det gik noget stærkere, end vi var vant til, siger Nikolaj Hagelskjær.

FC Fredericia endte med at måtte forlade pokalturneringen i 3. runde takket være et 0-3 nederlag til hovedstadsklubben efter mål af costaricanske Christian Bolaños samt to mål af Thomas Kristensen.

Fedt at måle sig med de bedste
I dag – tre år, én måned og tre dage efter den aften i september – gælder det så igen et pokalbrag mellem de to klubber, når Monjasa Park danner rammen til 4. runde af DBU Pokalen.

– Det bliver til dels sæsonens kamp. For på den ene side er spørgsmålet, om der ikke er nogle kampe, der er vigtigere i Bet25 Ligaen, når vi nu ligger, hvor vi gør. Men på den anden side bliver det en kæmpe oplevelse at skulle måle sig med nogle af de bedste i Danmark, og det kan være, at det for nogle af os er det bedste hold, vi kommer til at møde i vores karriere, siger Hagelskjær og fortsætter:

– FC København er selvfølgelig klare favoritter, fordi det er et af Danmarks bedste hold mod et 1. divisionshold, men vi har en stor tro på os selv, og både vi spillere og folk i og omkring klubben forventer, at vi kan levere en rigtig god præstation. Vi spiller på hjemmebane, og det bliver den kamp i hele 2015, hvor der kommer flest tilskuere på lægterne, så det er en god kamp, man for alt i verden gerne vil spille, og hvor man virkelig ønsker at brænde igennem.

FC Fredericia kommer til pokalkampen i aften med to friske Bet25 Liga-sejre i ryggen, efter at man først slog Superliga-nedrykkerne fra FC Vestsjælland med 1-0 i Slagelse, inden man i fredags tog til Skive og hentede en fortjent 2-1 sejr.

– Vi er i rigtig fin forfatning, og vi er fulde af selvtillid grundet de to seneste sejre, så på den baggrund er vi godt stillet. Vi virker rigtig skarpe i vores organisation, og den bliver også vigtig i dag. Selvfølgelig bliver det svært at lukke FCK ned i en hel kamp, men formår vi at holde vores gode organisation, så kan vi gøre deres arbejdsbetingelser rigtig svære.

Udover at organisationen skal fungere optimalt for FC Fredericia, hvis overraskelsen skal finde sted, så peger den offensive wingback også på dødboldene som et farligt våben. En force, som senest mod Skive IK kastede to mål af sig.

– Dødboldene et område, hvor vi kan gøre ondt på alle hold, og hvor vi kan skabe noget ravage, og det gør sig også gældende imod FCK. Det er ikke vores eneste våben, men det er et område, hvor vi er rigtig skarpe, og det skal vi forsøge at udnytte.

Viste vejen mod OB
Selvom Nikolaj Hagelskjær ikke lægger skjul på, at den opgave FC Fredericia-mandskabet står overfor i denne 4. runde af DBU Pokalen synes vanskelig, så har sejren over OB i 3. runde givet tro på egne evner.

– Intet er umuligt, og alt kan ske i fodbold, selvom det bliver ufattelig svært. Men det uforudsigelige ved fodbold er også det, der gør det så spændende. Sejren over OB beviste, at hvis vi rammer dagen, så har vi kvaliteten til at levere overraskelsen, og det giver helt sikkert en tro på, at vi kan gøre det igen. En gang imellem vinder David over Goliath, og måske sker det igen på Monjasa Park i aften, siger Hagelskjær og håber på en stor opbakning:

– Det er altid sjovere at spille på et godt pakket stadion, og forhåbentlig kommer FC København med en del tilskuere, som sammen med vores tilskuere kan være med til at skabe en rigtig god stemning og atmosfære, som hører sig til i sådan et pokalbrag. Og så må vi se, hvad vi kan gøre ved dem på banen.

Startfløjtet fra dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, lyder denne aften kl. 18.15.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA