Nyheder

23/09-2015
Ove P: To pragtfulde mål

Det var en særdeles tilfreds cheftræner, som så sit mandskab sende OB ud af DBU Pokalen i 3. runde med en 2-1 sejr hjemme på Monjasa Park.

Tirsdag aften leverede FC Fredericia endnu en pokaloverraskelse. Det lykkedes nemlig at sende Superliga-klubben, OB, hjem med et nederlag – præcis som det skete for nøjagtig fire år siden den 22. september.

Dengang vandt FC Fredericia 1-0, mens det hertil aften blev til en 2-1 sejr. Og triumfen vakte selvsagt store smil hos cheftræner, Ove Pedersen.

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for sejren og for at gå videre, som betyder endnu flere kampe for vores hold. OB var stærke, og de var da også bedst i dag. Efter en hård første halvleg kommer vi dog langt bedre med i anden halvleg, og spillerne skal have ros for at turde sætte de rigtige angreb op. I de sidste 45 minutter forsvarede vi os ikke kun, men vi lurede hele tiden på de her hurtige omstillinger, som vi er så farlige på, og vi laver to pragtfulde mål, siger cheftræneren.

Ove Pedersen havde til pokalkampen valgt at foretage fire ændringer i forhold til fredagens Bet25 Liga-opgør mod Vendsyssel. Admir Catovic, Mikkel Knudsen, Rógvi Baldvinsson og Emil Peter Jørgensen var alle nye, og cheftræneren var godt tilfreds med de fires præstationer.

– Jeg lagde ikke skjul på inden kampen, at hvis vi skulle lykkedes med at slå OB, så skulle det ske på baggrund af en flot holdpræstation, og det synes, jeg at vi leverer. Men skal man alligevel pege på nogen, så synes jeg de fire nye i forhold til kampen mod Vendsyssel går ind og viser, at de sagtens kan være med på det her niveau og virkelig banker på til en plads i startopstillingen fremover.

Næste opgave for Ove Pedersens mandskab er på søndag, når Monjasa Park igen slår dørene op til et spændende opgør, hvor HB Køge kommer på besøg i Bet25 Ligaens 10. spillerunde.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA