Nyheder

18/07-2015
Ove Pedersen: Fortjent sejr

Cheftræner, Ove Pedersen, var tilfreds med sit hold og dets præstation efter lørdagens 1-0 sejr over Vendsyssel FF.

FC Fredericia pudsede hertil eftermiddag formen af mod Vendsyssel FF i den sidste træningskamp, inden Bet25 Ligaen skydes i gang i næste uge.

Og her blev det til en 1-0 sejr hjemme på Monjasa Park, idet Christian Ege efter godt og vel en halv times spil sørgede for kampens eneste scoring.

Dermed fik FC Fredericia en fin generalprøve, inden det går løs mod Vejle Boldklub i sæsonpremieren, og cheftræner, Ove Pedersen, var også fint tilfreds med en sejr i sidste testkamp.

– Det er altid godt at vinde fodboldkampe, og sejren i dag er med til at løfte holdet yderligere. Selvfølgelig er der fortsat mange ting, vi skal gøre bedre, men når man kan se, at fundamentet er i orden, og tegningen er der, så er det positivt, siger Ove Pedersen.

FC Fredericia har denne sommer haft stor udskiftning i truppen, og til dagens kamp var også flere af nyerhvervelserne at finde fra start – blandt andre Nicholas Gotfredsen, Matej Podstavek og Dennis Høegh.

– Jeg har hele tiden sagt, at selvom vi bygger op nu, så skal vi stadig vinde vores fodboldkampe, og det gør vi i dag med en fortjent sejr, siger Ove Pedersen og fortsætter.

– Vi bruger ingen undskyldninger om, at vi skal bruge tid på at blive spillet sammen, før vi kan levere. Vi prøver at få det til at virke, så vi kan vinde fodboldkampe, og så får vi bygget en masse små detaljer på i løbet af de første turneringskampe, slutter Ove Pedersen.

Du kan læse mere om kampen ved at klikke her.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA