Nyheder

27/07-2015
Perch: Ikke mit bedste mål

Tobias Perch-Nielsen leverede en sand frisparksperle, da han udlignede til 1-1 mod Vejle Boldklub i sæsonpremieren.

FC Fredericia fik i går en fin start på den nye sæson med 1-1 ude mod Vejle Boldklub i sæsonpremieren.

Målet, der sikrede FC Fredericia det ene point, blev sat ind af Tobias Perch-Nielsen efter 28 minutter. Og der var nok et mål, offensivspilleren sent vil glemme.

For fra midt på Vejles banehalvdel tordnede Perch frisparksbolden op i det ene målhjørne uden nogen som helst chance for Vejle-keeper, Kristian Fæste.

– Jeg var hurtig til at sige til de andre, at det frispark ville jeg tage mig af, så jeg lagde bolden til rette. Da jeg kiggede op igen, kunne jeg se, at Fæste ikke satte nogen mur, og det var faktisk lidt irriterende, fordi jeg ville rigtig gerne have haft en mur, så jeg havde lidt at vurdere efter, siger Tobias Perch-Nielsen og fortsætter.

– Men så var der jo ikke så meget andet at gøre, end bare at trykke til den, og så var det helt fantastisk at se den gå ind.

Var det dit bedste mål nogensinde?

– Det var et rigtig godt mål, men det var ikke det bedste efter min mening. Jeg har tidligere lavet et på Monjasa Park, som jeg selv syntes var bedre.

Med målet mod Vejle Boldklub kom Perch nu op på tre mål for FC Fredericia i 25 kampe.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA