Nyheder

20/05-2016
Putros: Jeg har fået glæden tilbage

fc-køge_8172Foto: Joan Barløse

Frans Dhia Putros kom til FC Fredericia i vinterpausen efter et hårdt halvt år uden klub

Sidste sommer så det meget sort ud for Frans Dhia Putros. Hans kontrakt i Silkeborg var løbet ud, og han havde ikke umiddelbart udsigt til en ny kontrakt et andet sted. Samtidig var der bøvl med agenten, som med Frans’ egne ord ikke ville ham det bedste.

Heldigvis havde Frans en gammel bekendt i AGF, hans barndomsklub, som stod klar med en hjælpende hånd. Frans kunne få lov at træne med i AGF, indtil han havde fundet sig en ny klub. Og det var ikke en hvilken som helst person, der stod klar med den hjælpende hånd i AGF. Personen hedder Jesper Sørensen. Ja, du kender ham nok – han er i dag træner i FC Fredericia.

”Jeg var rigtig glad for, at Jesper ville hjælpe mig. Han har generelt betydet meget for mig og har troet på mig lige siden, jeg var ungdomsspiller. Han fik mig op i superligatruppen, da han var assistent i AGF, han fik mig til Silkeborg, da han var cheftræner der, han sørgede for, at jeg kunne få lov at træne i AGF, da han igen var assistent der, og så hentede han mig her til Fredericia – så man kan godt sige, at han har været vigtig for mig,” lyder det fra Frans Dhia Putros.

Men inden Jesper Sørensen og FC Fredericia i januar hentede ham til klubben, var Frans igennem et svært halvt år, hvor han stod uden kontrakt.

”Det var virkelig frustrerende. Jeg holdt glæden oppe ved at træne med i AGF. Jeg var en del af et fællesskab, og det var rigtig vigtigt for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg var tæt på at kvitte fodbolden helt i løbet af det halve år, men det var da en del af mine overvejelser. Hvis jeg ikke havde fået lov at træne i AGF og skulle have selvtrænet, så havde jeg nok ikke været fodboldspiller i dag,” siger han.

På prøve i Sverige og Island
Da AGF i starten af december sidste år valgte at tilknytte Glen Riddersholm som cheftræner, valgte Jesper Sørensen at stoppe i AGF for derefter at blive cheftræner i FC Fredericia – og så lå det ligesom i kortene, hvad der skulle komme til at ske.

”Jeg var til et par prøvetræninger i både Sverige og Island i løbet af efteråret, men da Jesper ringede og spurgte, om jeg ville til FC Fredericia, var det sådan set ikke nogen svær beslutning for mig. Jeg kender jo Jesper, og jeg ved, hvad han står for,” siger Frans Dhia Putros.

Jesper Sørensen skulle da heller ikke bruge mange sekunder til at tænke over tingene.

”Fordi han havde trænet med i AGF, hvor jeg var assistent i det halve år han trænede med, var jeg jo lidt heldig at vide, hvilket niveau han havde i en periode, hvor han måske ikke var så varmt et navn andre steder,” siger Jesper Sørensen om Frans Dhia Putros som efterhånden har været i klubben i fire måneder.

”Jeg er faldet rigtig godt til. Det er en rigtig god trup, jeg er kommet ind i, og de har alle sammen taget rigtig godt imod mig. Samtidig føler jeg virkelig, at jeg kan udvikle mig her, og jeg kan rigtig godt lide den måde, som vi spiller fodbold på,” siger Putros og uddyber.

”Vi har rigtig meget fokus på boldbesiddelse, og på at være dominerende i forhold til at skabe kampene – samtidig med at vi selvfølgelig lukker af bagi. Netop det med, at vi skal skabe kampene tiltaler mig virkelig meget, og min udvikling som fodboldspiller befinder sig klart bedst med den slags fodbold frem for bare at skulle stå defensivt og høvle bolde væk,” siger han.

Glad for FC Fredericia
Frans Dhia Putros kom i tidernes morgen lidt fra baghjul. Ikke mange havde spået ham nogen stor fremtid, men med hårdt arbejde og en stærk mentalitet, kæmpede han sig op og fik kontrakt med AGF. Den ærgerrighed, han har udvist har han tænkt sig at fortsætte med – og han har da også ambitioner om større ting end FC Fredericia.

”Jeg er virkelig glad for at være i FC Fredericia, og jeg har i den grad fået glæden tilbage. Jeg har stadig halvandet år tilbage af kontrakten, så jeg tænker ikke så meget på fremtiden lige nu – men det er da klart, at jeg på et tidspunkt gerne vil videre til noget større. Men det afhænger af rigtig mange ting. Vi rykker jo nok ikke op i år, men hvis vi er med i kampen om det næste år, er det jo også virkelig spændende,” siger Frans Dhia Putros, som får rosende ord med på vejen fra sin gamle bekendte, Jesper Sørensen.

”Han er en fodboldspiller, der har det godt med at være lidt anonym i hverdagen – både på og uden for banen. Men han gør sit arbejde – og det gør han godt. Han besidder rigtig mange gode kvaliteter og kan spille flere pladser, hvilket er vigtigt i sådan en klub her. Og så er han blevet dygtigere til at tage ansvar, fordi han spiller så meget, som han gør for tiden. Han har klaret det rigtig godt,” lyder det fra Jesper Sørensen.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA