Nyheder

14/08-2014
Reaktioner fra kampen mod Kolding

Anders Hostrup fik scoret sine to første mål for FC Fredericia, og var godt tilfreds med dagens kamp.

– Det var rigtig dejligt at få scoret. Ved det første står jeg bare på det rigtige sted, og den er let at sætte ind. Ved det andet er Andreas Moos hurtig til at tage et indkast, og da jeg så vender mig rundt, ser jeg, at jeg har en motorvej ned mod målet, så der skal bare løbes, og så rammer jeg den så helt perfekt. Så det var super.
-Jeg synes makkerskabet med Jesper Christiansen gik fint. Det var vores første kamp sammen, men det er jo en typisk kombination med en stor og en lille angriber, og jo flere kampe vi får, jo bedre bliver vi også til at finde hinanden.

_ __ _

Jesper Christiansen var tilbage på banen for FC Fredericia, og det var svært at få øje på, at han havde været væk. Han leverede en stabil indsats og glædede sig over måden, som opgaven blev løst på.

– Vi løser opgaven nøjagtig på den måde, som man skal, når man møder et lavere rangerende hold. Man skal lukke kampen hurtigst muligt, og det får vi gjort. kampen er jo overstået efter 10 min., så det er til UG, kryds og slange.
-Jeg har ikke spillet en gældende kamp siden vi mødte Brønshøj, så der mangler selvfølgelig lidt, men jeg synes faktisk, det gik over alt forventning. Jeg havde en god fornemmelse derinde, så det er positivt.
– Nu spillede jeg sammen med Anders Hostrup i dag i angrebet. En lille lynhurtig type, og det har der før vist sig at være mange mål i, så det virker rigtig lovende.
– Det er specielt at være tilbage i FC Fredericia, for det var jo faktisk et kapitel jeg havde lukket. Men nu udviklede tingene sig som de gjorde, så en kort aftale med klubben er helt perfekt.

_ __ _

En glad Sebastian Billund takkede for tilliden fra træneren ved at score i sin debutkamp.

– Nu har jeg gennem et år trænet med et par gange om ugen, spillet mig til en kontrakt, blevet udtaget til kamp og nu også fået min debut. At kronen på værket så blev et mål i min debut, det er jo dejligt.
– Jeg havde ikke forventet at komme på banen, men det giver jo altid mere blod på tanden, når træneren tror på en, og man spiller kampe. Så der skal bare arbejdes videre.

_ __ _

Nicolai Wael glædede sig over måden som kampen blev tacklet, og havde roser til sit hold.

– Kampen udviklede sig ikke, som jeg havde forventet, men som jeg havde håbet. Vi kom heldigvis hurtigt foran og fik lukket kampen, så vi fik sparet nogle kræfter. Vores mål med at komme til Kolding var at gå videre, få nogle mål fra vores angribere, holde nullet og sparre nogle spillere. Det opnåede vi, så det er meget tilfredsstillende.
– Jeg synes, der er tegning til, at det kan se rigtigt fornuftigt ud med Jesper og Hostrup. Jesper har jo selv sagt, at når han spiller med små hurtige angribere, så scorer de mange mål, og det har han jo ret i idag, så det håber vi fortsætter. Jesper Christiansen kommer i dag med det, som vi ved, at han er rigtig god til. Han er en fantastisk spilstation og har et godt blik for sine holdkammerater, og så er han ekstremt rutineret i forhold til at guide og vejlede de spillere, der ligger omkring ham. Det er vigtigt, når man som vi har nogle ret unge spillere på flere positioner. Og så er det da et plus, at han faktisk så noget bedre ud på banen, end jeg havde regnet med, når det er så lang tid siden, han sidst har spillet kamp.
– Også godt at se Mikkel Knudstrup i en hel kamp. Han har nogle rigtig gode aktioner. For ham handler det om at komme op og ramme den samme form, som de andre spillere er i, og det skal nok komme via træning og hele kampe som i dag. Så det bliver også spændende at følge.
– En anden ting i dag var at se en Sebastian Billund komme ind og score i sin debut.Han er en af vores egne unge spillere, så det betyder jo meget at se, når ungdomsarbejdet bærer frugt.Det er glædeligt for Sebastian, men også for alle os andre i klubben.

RD@fcfredericia.dk


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA