Nyheder

10/08-2014
Reaktioner på dagens kamp

Sebastien Ibeagha fik ikke den debut, han havde drømt om, og han var meget skuffet efter kampen.

– Det er utroligt skuffende, at vi taber kampen. Jeg synes faktisk, vi har godt fat i dem, og jeg føler mig godt tilpas med Marc og Steven, og Nikolaj i anden halvleg, da han bliver rykket ned. Vi er på bølgelængde, og det er rigtigt vigtigt for, at vi hurtigt finder hinanden, siger Sebastien Ibeagha, der vurderer egen indsats til at være godkendt, men skuffelsen efter nederlaget overskygger.
– Jeg gjorde det okay, men jeg kan ikke glæde mig over det, når vi taber. Nu får vi mere end tre træninger sammen inden næste kamp, og så skal vi nok stå klar.

— — —

Tobias Perch var et af holdets lyspunkter, der med sine mange løb, driblinger og afleveringer var forstyrrende for AB’s defensiv.
– Jeg er bare helt vildt skuffet. Sindsygt skuffet. Jeg synes, vi kommer godt med i anden halvleg og får spillet lidt bedre, men ingen af os rammer dagen. Der er perioder med gode ting fra mig, men jeg skal jo minimum score en, og det er skuffende.
– Nu må vi få trænet endnu mere den kommende uge, og så bliver det stolpe ind for os, og så kommer sejrene. Jeg skal bare være skarpere, og så skal det nok komme.

— — —

Jeppe Hansen blev efter 55 minutter båret fra banen, og han var ikke optimistisk efter kampen.
– Det mærkes rigtigt skidt. Jeg forsøgte at  komme foran ham, og i den nærkamp får jeg et riv i min lyske. Jeg kan høre smældet, så jeg frygter, den er helt gal, men nu må vi se, hvad sundhedsstaben siger i morgen, siger den nedtrykte angriber.

 


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA