Nyheder

31/07-2017
Remis i testkamp mod OB

OggeFoto: Joan Barløse

FC Fredericia spillede mandag 2-2 mod OB’s reserver. Esben Petersen og Andreas Oggesen blev de to målscorer for hjemmeholdet. 

Testkampen mellem FC Fredericia og OB’s reserver endte uafgjort, efter at hjemmeholdet bragte sig i front med 2-0 inden halvlegen. Kampen endte 2-2.

Kampen var ikke meget mere end fem minutter gammel, da FC Fredericia scorede til 1-0.

Et kontraangreb, der startede nede fra egen forsvarskæde, endte hos Esben Petersen og Dennis Høegh, som spillede lidt et-to, inden Esben Petersen kom fri og hamrede lædret op i korteste hjørne med venstrepoten.

Cirka 20 minutter senere stjal Fredericia bolden langt oppe på OB’s banehalvdel. Andreas Oggesen tog et par berøringer, inden han resolut huggede bolden i kassen.

Hjemmeholdet havde god kontrol over kampen i de første 45 minutter, og holdene gik til pause med en 2-0-føring til Fredericia.

OB kom bedre med i anden halvleg, men der skulle dog gå et stykke tid, inden de fik reduceret, da et OB-frispark blev sendt helt op i hjørnet.

Med få minutter igen mistede Fredericia bolden et farligt sted, hvor en OB’er efterfølgende blev spillet fri inde foran målet og gjorde det til 2-2. Hvilket også blev kampens resultat.

FC Fredericia spiller turneringskamp på søndag, når Vendsyssel gæster Monjasa Park. Kampen begynder klokken 14:30.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA