Nyheder

21/05-2017
Rødt kort ødelagde FC-point

CS_down

Foto: Joan Barløse

Denis Fazlagic udlignede hurtigt i anden halvleg til 1-1, men kort efter blev FC reduceret til 10, hvilket Roskilde kunne lukrere på. Hjemmeholdet scorede til 2-1 og tog alle tre point. Men FC er stadig at finde i NordicBet Ligaen i næste sæson.

FC Fredericia tabte med 2-1 til FC Roskilde til trods for et fint comeback. Men på grund af Næstveds pointtab, har Fredericia fået en billet til endnu en sæson i landets andenbedste række.

Opgørets første mulighed tilfaldt hjemmeholdet, men Mikkel Nøhr fik ikke ordentlig træf på sin afslutning. Til gengæld var FC dog hurtige den anden vej.

I samme minut modtog Oliver Feldballe en super stikning, men han kunne ikke nå at prikke bolden uden om målmanden. Otte minutter spillet.

Christian Ege var i dagens kamp rykket tilbage på banen og agerede midtstopper – med succes. I flere ombæringer i første halvleg afværgede han nogle farlige situationer.

Efter 27 minutters spil strøg et FC-frispark ind i hovedet på Mads Eriksen, der var ganske få centimeter fra at kunne heade bolden i mål. Hovedstødet røg over.

Fem minutter senere sendte Lindberg en bold ind i FC-feltet. Den snød Thomas Mikkelsen i målet og røg i nettet. 1-0 til Roskilde.

FC Fredericia pressede på resten af halvlegen, hvor blandt andet Morten Beck var ved at komme til en god mulighed efter et Knudsen-indlæg.

Selvsamme Knudsen er igen ved at få en assist, da han sendte bolden tilbage i feltet til en fremstormende Dennis Høegh, hvis afslutning dog reddes af målmanden.

Efter sideskiftet fortsatte FC Fredericia det samme pres. Og det gav pote.

Igen havde Mikkel Knudsen sneget sig med frem. Inde foran fandt han den lynhurtige Denis Fazlagic, der elegant chippede den over målmanden og ind i netmaskerne. 1-1.

Få minutter senere modtog FC Fredericia et direkte rødt kort. I en duel mellem Christian Ege og Emil Nielsen faldt sidstnævnte, og dommeren takserede det til et rødt kort.

Med en mand i overtal var Roskilde farligst, men de dominerede ikke. Dog hamrede hjemmeholdets Emil Nielsen bolden over mål i en gunstig position.

FC kom også frem til chancer, hvor blandt andet indskiftede Niels Letort sendte en bold i sidenettet efter flot FC-opspil.

Efter 70 minutter scorede Roskilde til 2-1, da Emil Nielsen sendte bolden udenom Thomas Mikkelsen i målet.

Der blev ikke scoret mere i kampen, og slutresultatet blev derfor 2-1 til Roskilde. I Næstved spillede hjemmeholdet uafgjort mod Hobro, hvilket betyder at FC Fredericia endegyldigt er sikret endnu en sæson i NordicBet Ligaen.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA