Nyheder

04/11-2016
Sørensen er opsat på at slutte efteråret godt af

fcf-vb-41

FC Fredericias cheftræner, Jesper Sørensen, glæder sig over at have haft en fuld trup til rådighed i noget tid. Han fortæller, at spillerne virker opsatte og klar til de sidste tætte kampe inden vinterpausen. 

Der er meget få point mellem top og bund i 1. division. FC Fredericia ligger et godt sted i midten i skrivende stund, og ifølge Jesper Sørensen så handler det om at finde nogle kontinuerligt resultater.

– Vi tror, at vi er kommet et stykke, fordi vi vinder en kamp, og så ryger vi helt ned igen, hvis vi taber den næste. Vi skal fortsætte med at holde vores modstandere fra chancer, som vi har været gode til, og så skal vi blive bedre til at gribe vores egne muligheder. Når vi finder en bedre balance mellem de parametre, så vil vi også se mere stabile resultater. Men spillerne virker klar og opsatte på at slutte efteråret godt, forklarer cheftræneren.

En af de spillere, der skal være med til at udnytte FC Fredericias chancer er Mamadou Nanga Soro, der kom til klubben i sommer. Han fik scoret sidste kamp mod FC Roskilde, men Jesper Sørensen vil ikke tale om, at “han er kommet i gang”.

– Mamadou er i gang. Og han har været i gang, selvom han ikke har scoret så mange mål endnu. Han er en vigtig del af vores offensiv, og jo mere han lærer holdkammeraterne at kende og omvendt, jo flere mål vil han også lave og han bliver kun bedre, siger Jesper Sørensen.

Og det kan han passende gøre mod lokalrivalerne fra Vejle i morgen. Kampens værter er inde i en god periode, men FC Fredericias cheftræner har en god fornemmelse for kampen.

– Vi har set dem i en masse kampe og har et fornuftigt indtryk af, hvad vi skal op imod. Vi ved, hvad de kan komme med. Kampens liv må udforme sig og så skal vi håndtere det til vores fordel. Vi skal turde gå ud og tage kontrol over kampen fra start af, det bliver afgørende, lyder meldingen fra Jesper Sørensen, som også er sikker på, at vi får en underholdende kamp – præcis som da klubberne sidst mødte hinanden.

Det er sådan, at den kamp her har lidt ekstra over sig, og den vil den altid have. Vi forbereder os på samme måde i trænerteamet, men der er lidt ekstra omkring det her. Det er kun dejligt, og sidst var det en underholdende kamp med en masse intensitet. Det kunne sagtens blive sådan en kamp igen – det håber vi for publikums skyld, slutter cheftræneren.

Kampen fløjtes i gang søndag klokken 13.45.

 

 


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA