Nyheder

11/07-2017
Sørensen gør status efter første uge

JesperFoto: Joan Barløse

Mandag den 3. juli vendte spillerne tilbage efter ferien, og Jesper Sørensen gør her status over den første uge, der bød på et par debutanter og en 3-1-sejr over nyoprykkede Brabrand.

Den første uge efter ferien har budt på lidt af hvert til spillerne, der heldigvis havde holdt formen ved lige henover sommerperioden.

Starten har været præget af løb og styrke, der har til hensigt at få spillerne i den bedst mulige forfatning frem til sæsonstarten mod Esbjerg den 27. juli.

– Det har været en fin første træningsuge, hvor vi til at starte med havde fokus på det fysiske og at komme i den rigtige form frem til sæsonstart. Senere på ugen droslede vi lidt ned på det fysisk og skruede op for noget spillemæssigt frem til vores kamp, siger Jesper Sørensen.

Kampen mod Brabrand endte som bekendt med en 3-1-sejr til FC Fredericia, hvor Anders Holvad, Mikkel Foged og Niels Letort scorede i en kamp, som Jesper Sørensens mandskab dominerede.

Til trods for at holdet måske kunne have lukket kampen tidligere, så så Jesper Sørensen mange gode ting fra sit hold.

– Det jeg så fra kampen var en friskhed sammenholdt med en fornuftig slidstyrke, og det tolker jeg som om, at vi er i en okay fysisk forfatning – som vi selvfølgelig arbejder på at gøre bedre. Jeg lagde også mærke til, at de nye er faldet godt ind i vores spillestil, fortæller Jesper Sørensen.

Overordnet set er det derfor en tilfreds cheftræner, der ser frem mod sæsonstarten.

– Jeg synes egentlig vi er kommet i mål med alle de ting, vi skulle her i den første uge, og jeg kan forsikre alle om, at spillerne er helt klar til første turneringskamp, understreger Jesper Sørensen.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA