Nyheder

12/11-2016
Sørensen: Vi har revanche til gode

fcf-vb-41

Søndagens modstander FC Helsingør sendte FC Fredericia hjem med en 4-0-lussing, sidst de to hold spillede mod hinanden på i 1. division. Derfor forventer cheftræner Jesper Sørensen et klart forbedret hjemmehold i forhold til den kamp.

FC Fredericia har revanche til gode mod dagens modstander fra FC Helsingør. Sidst de to hold stod overfor hinanden vandt sjællænderne klart med 4-0, men det forventer Jesper Sørensen på ingen måde bliver udfaldet i dag.

– Sidste gang rystede vi, da vi mødte noget modgang. Det er vi blevet bedre til at modstå sidenhen, og jeg håber, vi kan vise, at vi er inde i en god periode og har fået noget stabilitet på holdet, som ikke tidligere har været tilfældet, lyder det fra Jesper Sørensen.

Ifølge manden i spidsen for Fredericia så er holdets defensive fundament blevet stærkere, og fokus er nu på at være skarpere oppe foran modstanderens mål.

– Vi har fået et kontinuerligt hold de sidste mange kampe og spillet med mange af de samme spillere. Den kerne har sat sig, og vi har ikke haft så mange udskiftninger – der har ikke været så meget nyt fra kamp til kamp, og vi har været enormt dygtige til at holde modstanderen fra chancer. Vi gør mange af tingene rigtig fint, nu handler det om at få puttet bolden ind. Det arbejder vi også på og skal nok se en forbedring her, siger Jesper Sørensen.

Og de takter bliver ifølge cheftræneren nødvendig, hvis det skal blive til 3 point mod FC Helsingør, som han mener har nogle meget dygtige spillere, FC Fredericia skal holde øje med.

– De har nogle af rækkens mest dygtige og interessante spillere, synes jeg. De har noget individuel kvalitet i spillere som eksempelvis Mathias Gehrt, Mads Aaquist og Vito Mistrati. FC Helsingør har nogle ting, de er gode til, som vi skal have lukket ned for. Samtidig skal vi have åbnet op for de ting, vi er gode til, mener Jesper Sørensen.

Kampen fløjtes i gang klokken 13.45.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA