Nyheder

28/09-2016
Stor pokaltriumf for U19-holdet

FC Fredericias U19-hold er klar til næste runde af den jyske pokalturnering efter at have slået Vejle BK’s ligahold ud i en intens kamp.

FC Fredericias talentfulde drenge fra U19-holdet er klar til kvartfinalen i den jyske pokalturnering. Det står klart, efter holdet tirsdag sendte Vejles ligahold ud af turneringen med 10-9 samlet efter straffespark. Kampen blev spillet på Madsby Enge.

Den ordinære kamp endte 2-2, efter af FC Fredericia længe havde været foran 2-0. Det var først i overtiden, at Vejle fik scoret – hvilket de gjorde to gange, og så skulle det hele afgøres fra 11-meter pletten. Her var begge hold lige gode til at score, og til sidst måtte målmændene så i aktion.

Her blev Yakup Schilling Øzkir dagens helt. Efter at have stået en god kamp nuppede han først Vejle-keeperens forsøg, og herefter afgjorde han selv løjerne og sendte sit hold videre til kvartfinalen.

Holdets træner Mogens Hjorth var stolt over, at holdet er nået så langt i turneringen.

– Vi burde ikke kunne slå dem normalt, men sådan er pokalfodbold. Det er en kæmpe sejr, og drengene havde det vildt fedt efter. Jeg er stolt over at være nået hertil i pokalturneringen, især når man tænker på at vi kun har én andenårsspiller. Resten spiller U19 på første år, og så havde vi to fra U17-holdet med, så det er meget flot, siger træneren.

Og at det lige var Vejle, der blev slået ud, gjorde det ekstra fedt.

– Drengene kender jo hinanden indbyrdes, og der er jo altid lidt ekstra nerve på, når det er lokalopgør. Og det skal gøre ondt, hvis en Fredericia-dreng taber til Vejle. Men vi spillede godt som et hold, så det skete heldigvis ikke, lyder det fra Mogens Hjorth.

Med sejren avancerer FC Fredericia til kvartfinalen, hvor der sandsynligvis venter endnu et hold fra aldersgruppens bedste række. FC Midtjylland kan blandt andre trækkes, og de har for nylig spillet i ungdommens Champions League.

I den ordinære spilletid gav Emil Honoré Andresen og et selvmål målene til hjemmeholdet. Stort tillykke til drengene!

 


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA