Nyheder

03/08-2014
Uafgjort i lokalopgør

Søndag var dagen for sæsonens første hjemmekamp, hvor VB kom på besøg. Et vaskeægte lokalopgør med meget mere på spil end bare de tre point. Kampen sluttede 1-1.

Få hold kender hinanden så godt som VB og FC Fredericia, og som ventet startede kampen ud med, at de to hold skulle se hinanden an. Det resulterede i et første kvarter, hvor ingen af de to hold gjorde det store væsen af sig.

Vi skulle frem til det 19 minut, før der rigtig kom gang i sagerne. På en omstilling blev gæsternes Dennis Fazlagic spillet fri, og da han var alene med målmand Jakob Køhler, prikkede han den forbi FCF-målmanden og scorede til 0-1 via fjerneste stolpe.

Efter scoringen til 0-1 kom FC Fredericia mere og mere med i kampen, men det blev aldrig helt farligt. Et frispark fra specialisten Andreas Moos i det 31 minut var tæt på, men målmanden reddede situationen for gæsterne. FC Fredericia fik kampen igennem et hav af hjørnespark, men selvom Thomas Mikkelsen ihærdigt brugte hovedet i dagens kamp, så var det oftest en Vejle-forsvarer, der fik den sidste berøring på. Thomas Mikkelsen var hjemmeholdets farligste våben, og hans ihærdighed skulle da også senere vise sig at bære frugt.

Inden pausefløjtet var FC Fredericia igen tæt på. Thomas Mikkelsen headede den videre til Perch, som ikke fik ordentligt træf på den, og VB-målmanden kunne slå bolden ud til hjørnespark.

0-1 ved halvleg, men gæsterne var vist gladest for pausen, for FCF kom nærmere en scoring.

FC Fredericia fortsatte de gode takter i anden halvleg. Nogle få FCF-spillere virkede ikke helt klar i første halvleg, men i anden halvleg præsterede hele holdet på et højt niveau. Afleveringerne begyndte at sidde hvor de skulle, og nærkampene blev vundet. VB’s Christian Sivebæk havde spillet en pragtkamp i Vejle’s første kamp, men en tændt og velspillende Andreas Moos lukkede i dag godt og grundigt ned, og man så ikke meget til den ellers så stærke VB’er.

I det 61 minut stiftede man igen bekendtskab med Thomas Mikkelsen og hans hoved. Et flot rush over en halv banelængde af Tobias Perch Nielsen endte med, at han slog den perfekt ind i hovedet på Thomas Mikkelsen, men en flot redning af målmanden forhindrede en scoring. God aktion af nyerhvervelsen Tobias Perch-Nielsen.

I det 85 minut kom udligningen så. Og Selvfølgelig var det Thomas Mikkelsen på hovedstød. En af de nye spillere i FC Fredericia, Mikkel Knudstrup, smed et indlæg ind i feltet, og på tæt hold kunne Thomas Mikkelsen heade bolden i mål til 1-1. Et velfortjent mål for den arbejdsomme sønderjyde, og en velfortjent udligning for FC Fredericia.

Som det ofte sker når en udligning falder så sent, så kommer der fart over feltet de sidste minutter. Dagens kamp var ingen undtagelse. Chancer til både gæster og hjemmehold, og lige meget hvem man holdt med af holdene, så håbede man bare, at dommeren snart ville fløjte af, for følelsen af at alt kunne ske var i den grad til stede. Det gjorde han så også, og FC Fredericia og VB delte i porten.

Den næste kamp er mod AB, og den spilles på søndag kl 15.00 på Gladsaxe Stadion.

Kampfakta:

19’ 0-1 VB   Denis Fazlagic

85’ 1-1 FCF Thomas Mikkelsen

Startopstilling

Jakob Køhler

Marc Petersen

Steven Somers

Christopher Geertsen (54’ Hansen)

Lasse Kronborg (79’ Knudstrup)

Mikael Rynell

Tobias Perch Nielsen (73’ Hostrup)

Thomas Mikkelsen

Christian Ege Nielsen (63’ gult)

Nikolaj Hagelskjær (91’ gult)

Andreas Moos

Bænken:

Johan Knudsen

Mikkel Knudstrup

Anders Hostrup

Jeppe Hansen (87’ gult)

Anders Qvick

 

RD@fcfredericia.dk


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA