Nyheder

18/10-2015
Vanvittig fight sikrede de 3 point

FC Fredericia tog sin første sejr i Bet25 Ligaen siden sidst i august, da Ove Pedersens tropper tog til Slagelse og hentede en 1-0 sejr over FC Vestsjælland. Stor fight og en scoring af Dennis Høegh dannede grobund for de tre point.

Søndag eftermiddag skulle FC Fredericia forsøge at rejse sig ovenpå det bitre 0-1 nederlag i midtugen til lokalrivalerne fra Vejle Boldklub, som kom efter, at man blev ramt på en omstilling tre minutter før tid.

Udover nederlaget skrabede FC Fredericia sig også en karantæne til sig i opgøret, da Matej Podstavek modtog et gult kort og dermed fik for mange karantænepoint, hvilket betød, at Emil Peter Jørgensen dannede forsvarskæde med Sune Kiilerich og Nicholas Gotfredsen i dagens opgør mod FC Vestsjælland.

Sidst FC Fredericia var på besøg på Harboe Arena i Slagelse endte kampen 0-0, men det resultat fik vi ikke igen i dag.
For efter syv minutters spil slog FC Fredericia nemlig til, da Marco Hansen snuppede bolden på midten af banen og drev bolden frem med stor fart ned mod FC Vestsjælland-forsvaret. Og i to omgange fik han spillet Dennis Høegh helt fri, og alene med Thomas Mikkelsen i FCV-målet var Høegh stensikker, og så stod det 1-0 til FC Fredericia.

FC Fredericias gode start blev fastholdt efter åbningsmålet, hvor FC Fredericia sad fint på spillet og kom frem til lidt løse muligheder.

Men jo ældre første halvleg blev, fik hjemmeholdet kæmpet sig mere ind i kampen, og de fik spillet sig frem til enkelte fornuftige tilbud.

Først ved Henrik Madsen efter 17 minutter, men FCV-anføreren formåede ikke at ramme målet fra kanten af feltet efter et ellers fint oplæg af Lee Rorchester, der fandt sin kaptajn med en aflevering skråt tilbage i feltet.

Efter 27 minutter brændte det igen på foran Jeppe Højbjergs mål. En lang bold blev sendt ned bag FCF-forsvaret. Her lagde Henrik Madsen bolden af til Nikolaj Hansen på kanten af feltet, som sendte et forsøg uden tøven. Højbjerg kastede sig, men heldigvis reddede stolpen FC Fredericia i situationen.

Dermed kunne FC Fredericia også gå til pause med en føring på 0-1.

I anden halvleg kom FC Fredericia under et voldsomt pres. Men alligevel var det FC Fredericia med den største mulighed for at score i 2. halvleg. For efter en lille times spil fandt Hagelskjær McGrath, som med det samme fandt Høegh tæt inde foran mål. Hans afslutning sad dog lige på Thomas Mikkelsen, men returen røg ud til Christian Ege, som helt fri foran mål tordnede bolden på overlæggeren.

De to kæmpe muligheder kunne have kostet, hvis ikke det var for en storspillende Jeppe Højbjerg i FC Fredericia-målet samt et heroisk fightende FCF-mandskab foran ham. For det lykkedes FC Vestsjælland at spille sig frem til flere gode muligheder. Få minutter efter FC Fredericias dobbeltchance var Nikolaj Hansen og derefter Lee Rochester på spil, men FC Fredericia reddede stormen af.

Efter 69 minutter var FC Vestsjælland tæt på at bringe balance i regnskabet, men Henrik Madsen formåede ikke at omsætte sin dobbeltchance til mål, og så kunne Højbjerg i sidste ende vise sikre hænder og gribe hans hovedstødsforsøg.

Jo længere halvlegen skred frem, jo mere satsede FC Vestsjælland. Og det kastede chancer af sig til FC Fredericia. Indskiftede Anders Hostrup havde nemlig alle muligheder for at komme på tavlen, da han var alene med FCV-keeperen to gange, men begge gange reddede Thomas Mikkelsens skærene for FC Vestsjælland.

Dermed lignede det FC Fredericia første sejr i Bet25 Ligaen siden 30. august, hvor det blev til tre point mod Næstved, men i allersidste sekund kunne hjemmeholdet havde udlignet. Et hjørnespark blev forlænget til bagerste stolpe, og her bankede Henrik Madsen bolden på overlæggeren. Bolden sprang i spil igen og bolden blev sendt ud af feltet – og sekundet efter blev der fløjtet af, og så var sejren en kendsgerning.

Med de tre point er FC Fredericia nu oppe på 20 point, hvilket fastholder os på en femteplads i Bet25 Ligaen. Et enkelt point op til tredjepladsen i rækken.

Tilskuere: 820

Kampfakta:
7´ – 0-1 – Dennis Høegh, FC Fredericia

58´- Gult kort – Marc Rochester, FC Vestsjælland
65´- Gult kort – Brent McGrath, FC Fredericia
81´- Gult kort – Peter Nymann, FC Vestsjælland

Startopstilling:
3. Nicholas Gotfredsen
4. Emil Peter Jørgensen
7. Dennis Høegh
9. Marco Hansen (ud, 74´)
15. Brent McGrath (ud, 92´)
16. Niels Letort
18. Sune Kiilerich
20. Christian Ege
21. Nikolaj Hagelskjær
22. Oliver Feldballe (ud, 46´)
33. Jeppe Højbjerg

Udskiftere: 30. Jakob Køhler, 2. Mikkel Knudsen (ind, 92´), 5. Rógvi Baldvinsson (ind, 46´), 6. Steven Somers, 8. Admir Catovic, 10. Anders Hostrup (ind, 74´) og 14. Mathias Jacobsen.

/FS


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA