Nyheder

08/07-2016
Victor Krøyers afløser er fundet

fc-køge_8221
Foto: Joan Barløse

FC Fredericia har skrevet kontrakt med den 21-årige keeper Aleksandar Stankovic, som i den seneste tid har været i klubben på prøvetræning – han bliver dermed erstatningen for forårets reservekeeper Victor Krøyer, som forlod klubben efter sæsonen.

– Vi føler, det er den helt rette profil, vi har fået ind. Han er en ung målmand, som vil kunne udvikle sig rigtig meget i samarbejde med vores målmandstræner Kaj Stefansen og vores rutinerede målmand Thomas Mikkelsen, siger FC Fredericia-direktør Stig Pedersen.

– Thomas Mikkelsen er førstemålmand, men vi håber da på, at Aleksandar kan komme tættere og tættere på Thomas Mikkelsens niveau, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig i løbet af sæsonen, siger Stig Pedersen.

Aleksandar Stankovic har tidligere spillet fem 1. divisionskampe for AC Horsens, mens han i sidste sæson spillede for Jammerbugt FC i 2. division. Nu har han skrevet under på en etårig kontrakt med FC Fredericia.

Vi byder Aleksandar varmt velkommen til FC Fredericia.


<< TILBAGE TIL OVERSIGT
INSTAGRAM / #FCFREDERICIA