Vi tog fat i Alexander Nybo til en snak om kampen på søndag mod FC Roskilde.

Sidst vi mødte FC Roskilde, fik vi en ordentlig lussing på 1-7 hjemme på Monjasa Park, men Alexander Nybo mener, at det muligvis giver en større lyst til at gå ud og vinde kampen:

”Det giver nok lige lidt ekstra, at vi vil ud og have den her revanche. Vi vandt dog 3-0 i Roskilde sidst, så det kan vi også tænke tilbage på. Det er dog så lang tid siden, at vi spillede den kamp, og der er sket så mange ting siden, at det bliver en helt anden kamp på søndag.”

Emil Nielsen har scoret 17 gange i denne sæson, og det er også en spiller som målmanden selv og holdet, skal være varsom på, mener Alexander Nybo:

”Primært så forbereder jeg på straffespark, og så ser jeg nogle af deres mål indimellem. Så man ved hvilken type angriber det er. Emil Nielsen er en sindssygt dygtig angriber, så ham skal vi være opmærksomme på.”

I Roskilde kører der lige nu en sag om matchfixing, og Alexander Nybo tror også, at det er noget der påvirker truppen i Roskilde:

”Jeg har svært ved at tro, at det ikke påvirker dem. Men vi skal koncentrere os om vores eget, så kan vi være ligeglade med, hvad der sker i Roskilde.”

Det vigtigste i søndagens opgør for at få revanche bliver ifølge Alexander Nybo, at holdet præsterer på højt niveau i begge ender af banen:

”Roskilde er et farligt hold, som man aldrig rigtig ved, hvor man har. Vi skal forsvare rigtig godt, når vi ikke har bolden, og når vi har den, så skal vi flytte den hurtigt. Vi skal også være skarpe i begge felter, så vi kan score nogle mål. Så med skarphed og overvågenhed så tror jeg, at vi napper tre point på søndag,” afsluttede Alexander Nybo.

Kampen spilles i Roskilde med kampstart kl. 13:45.