Han scorede FC Fredericias enlige mål i sæsonåbneren mod Vendsyssel FF, og kom også på tavlen i sidste weekends 3-1-sejr over HB Køge. Anders Holvad har med andre ord fået en god start på sæsonen.

Forud for weekendens kamp mod Næstved fortæller den målfarlige herre, at han håber på igen at kunne bidrage til en sejr på Monjasa Park.

“Det er klart, at det har været en god start for mig personligt, og for holdet var det godt, at vi fik en sejr sidste gang. Jeg håber selvfølgeligt, at vi kan vinde igen, og at jeg kan få scoret igen. Det kunne være perfekt.”

Anders Holvad var også på banen i weekendens kamp – sågar med aførerbindet på armen. Han måtte dog lade sig udskifte efter en times spil, da han slog den ankel, som også har voldt ham problemer i sidste sæson.

“Jeg har døjet lidt med anklen i sidste sæson, og var ellers ved at komme på ret køl nu, men den fik lige et lille vrid igen der. Jeg regner med og håber på, at jeg er klar til på søndag, men det må vi lige se her de næste par dage, hvordan det kommer til at gå.”

Kampen mod Næstved spilles søndag klokken 14 hjemme på Monjasa Park.

Hvis du vil høre flere af Anders Holvads tanker forud for kampen, kan du gøre det i videoen herunder.