Når FC Fredericia på søndag tager imod Nykøbing FC på hjemmebane i NordicBet Ligaen, er anfører Christian Ege igen til rådighed for Jonas Dal, når holdet skal udtages.

Anføreren sad over med karantæne i seneste spillerunde, men søndag er han igen ude af skammekrogen, og anføreren håber på, at holdet kan fortsætte de gode takter, som har gjort, at FC Fredericia er ubesejret i de seneste otte kampe.

“Der er rigtig mange ting, som går rigtig godt lige nu. Vi har spillet nogle rigtig gode kampe. En ting er at være på toppen, men en anden ting er at blive der. Det er det, som vi stræber mod hele tiden, at opretholde de gode resultater, men først og fremmest, og ikke mindst, de gode præstationer.”

Anføreren har tidligere gjort sig mest på den centrale midtbane, men i denne sæson er det indtilvidere mest blevet til spilletid i midterforsvaret. Her er det da også gået ganske fint, men Christian Ege vil alligevel have mere fokus på defensiven frem mod kampen mod Nykøbing.

“Vi skal fortsætte med mange af de ting, som vi går og arbejder med. Vi skal være bedre defensivt, end vi har været i de foregående kampe. Vi skal have bedre struktur over vores defensive organisation. Så skal vi samtidig være ligeså angrebsivrige, som vi har været i de tidligere kampe.”

Christian Ege fik 90 minutter mod Brabrand i pokalturneringen onsdag, men sad ude med karantæne senest den stod på fodbold i NordicBet Ligaen. Anføreren er derfor glad for at være tilbage.

“Det bliver dejligt. Det er ikke særlig sjovt at sidde udenfor. Det er ekstremt nervepirrende. Man er meget mere nervøs, end når man selv skal spille, for man sidder oppe på tribunen, og kan ikke rigtigt gøre noget.”

Hør hele interviewet med Christian Ege i interviewet herunder: