Efter dagens træning tog vi fat i Christian Ege Nielsen til en snak om morgendagens kamp mod Silkeborg IF.

De tog seneste opgør i denne sæson blandt de to hold, er begge endt med et 2-1 nederlag til FC Fredericia, så Christian Ege mener ikke, at det er et hold, der står helt vildt godt til FCF.

”Når vi har tabt til dem to gange, så står vi som udgangspunkt skidt til dem. Men i sidste kamp, der bed vi godt fra os og spillede en god kamp, hvor vi fik skabt mange chancer. Selvom Silkeborg er et godt spillende hold med mange dygtige spillere, så synes jeg, at vi formår at matche dem på mange parametre, og det skal vi prøve at gøre igen i morgen.”

For at slå SIF kræver det, at holdet spiller for at opnå noget og ikke undgå noget, mener Christian Ege:

”Vi skal spille med et stort mod. Vi skal spille for at opnå noget og ikke undgå noget, og det skal komme til udtryk i morgen. Vi er i en situation nu, hvor vi stadig kommer lidt fra baghjul, så vi kan gribe kampene lidt anderledes an, i forhold til de hold der er mere pres på, og det håber jeg, at man kan se i morgen.”

Ifølge Christian Ege er stemningen i truppen inden kampen meget god:

”Stemningen i truppen er rigtig god, men det er den altid. Selvfølgelig har det noget at sige, om vi vinder eller taber, men vi har et godt sammenhold og et fantastisk omklædningsrum. Vi har nogle spillere, der godt kan lide hinanden, og vil gå gennem ild og vand for hinanden. Det er vigtigt, og det kan bringe os langt her i slutspurten.”

Christian Eges egen rolle i morgendagens kamp, bliver som den plejer:

”Den bliver som sædvanlig. Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe mine holdkammerater. Jeg er ikke den store individualist, og det er nok ikke nogen hemmelighed, men jeg prøver at bidrage, med det jeg kan, når det kommer til duel-spillet og positionering,” afsluttede Christian Ege Nielsen.

Kampen spilles på Monjasa Park med kampstart kl. 18:00