Fredag aften klokken 18.30 tager FC Fredericia imod Superligaholdet Silkeborg IF, når fjerde runde af Sydbank Pokalen skal spilles.

Fredagens modstandere rykkede i den seneste sæson op fra NordicBet Ligaen og med tre point efter 11 kampe, er det ikke ligefrem en drømmestart, som Silkeborg IF har fået.

Det er da også et faktum, som Dennis Høegh kender til, og derfor kalder han det også et godt tidspunkt at møde Silkeborg IF på.

“De er selvfølgeligt et såret dyr, og vi har jo haft en rigtig god start på sæsonen, og har spillet noget rigtig flot fodbold. De kommer herned til os, det betyder også lidt at møde dem herhjemme, så ja, jeg synes, at det er et godt tidspunkt at møde dem på.”

Fredag aften skulle egentligt have været brugt til en kamp i NordicBet Ligaen, men den kamp er blevet udskudt, da modstanderne fra FC Roskilde har fået udtaget to spillere til landsholdet.

Derfor er Sydbank Pokalkampen rykket frem til fredag aften, og det kan blive en fordel for FC Fredericia, mener Dennis Høegh.

“Nu har jeg jo været en del ude i starten, så jeg har lidt svært ved at svare på de andres vegne. Jeg tror, at de andre i truppen er glade for, at der kommer en kamp, for vi er inde i et rigtig godt momentum, hvor vi vinder kampe og spiller godt. Så for os er det en fordel, at den kommer så hurtigt.”

Det er ikke meget, som Dennis Høegh har set til banen i denne sæson, men i den seneste kamp i Kolding, var han med på bænken. Derfor håber angriberen, at det snart bliver til spilletid – måske allerede fredag.

“Der er helt sikkert et håb om, at jeg kan være med fredag. Nu har jeg trænet fuldt med siden onsdag i sidste uge og mærke ikke noget til det knæ, som jeg har døjet med. Jeg er klar, hvis Jonas kan bruge mig, og det håber jeg, at han snart kan.”

Hør hele interviewet med Dennis Høegh i videoen herunder: