I den seneste kamp blev det kun til 1-1 i Næstved, hvilket ikke mindst var på grund af en dårlig start på kampen, hvor FC Fredericia hurtigt var bagud med 0-1.

FC Fredericia-spillerne får dog allerede chancen for tre point igen onsdag, når FC Roskilde kommer på besøg på Monjasa Park. Et rødt kort i seneste kamp til Mathias Gertsen betyder muligvis, at Dennis Høegh skal spille fra start, og han forventer en bedre start på kampen end søndag.

“I kampen mod Næstved fik vi i hvert fald vist, hvordan vi ikke skal starte kampe. Alle er klar over, at vi ikke skal komme sådan ud igen – det er første division for god til. VI skal komme med fuldt tryk. Det er vores hjemmebane, og Roskilde skal kæmpe for deres point, mens vi gerne vil være med i toppen.”

For tredje kamp i træk skal FC Fredericia møde et hold fra bunden af NordicBet Ligaen. De seneste to gange er det blevet til uafgjort, og selvom den slags kampe på papiret skulle vindes, ser Dennis Høegh det ikke helt sådan.

“Nu har jeg været med i første division en del år efterhånden, og det er ikke så nemt, at man kan sige, at man skal vinde over nogen. Det er rigtig gode hold, som er i rækken, og der er ingen walk overs.”

Det bliver anden gang i sæsonen, at FC Fredericia møder FC Roskilde. Første gang var i syvende spillerunde, hvor det blev til en 2-1-sejr til FC Fredericia i Roskilde.

Meget er dog sket siden da, og Dennis Høegh forventer et anderledes FC Roskilde-hold end det hold, som blev besejret i september.

“Det er en anden kamp, end sidst vi mødte Roskilde. Det er et hold, som har fået tilføjet nogle nye spillere, og som har gjort det ganske fint her på det sidste med nogle gode resultater. Det bliver nok et bedre organiseret Roskilde-hold, som vi skal møde.”

Hør hele interviewet med Dennis Høegh i videoen herunder: