Til dagens kamp havde Jonas Dal givet genvalg til de samme 11 spillere som spillede i premieren imod Vendsyssel FF.
Det betød at Alexander Nybo stod på mål, Nicolaj Ritter og Jacob Buus var på de to backs og Erik Nissen og Mathias Johannsen var i midterforsvaret. Andreas Oggesen og Christian Ege var igen placeret på den centrale midtbane og med Anders Holvad og Kristian Kirkegaard på de to kanter. Helt fremme var Steven Enna igen at finde med Mathias Gertsen lige bag ved ham.
I dagens trup var der en mulig debutant i form af Mathias Nygaard. Derudover var der mulighed for comeback til både Henry Onuorah og Martin Mikkelsen.
FC Fredericia var til dagens kamp uden Dennis Høegh og Sonni Nattestad, som begge var ude med skader.

FC Fredericia fik kampens første mulighed efter 3 minutters spil. Først fik Nicolaj Ritter sendt et indlæg afsted imod Steven Enna, men det var desværre HB Køges mand som kom først på bolden og fik den clearet væk. Herefter forsøgte Andreas Oggesen sig med et langskud, som HB Køges målmand fik reddet.
Det var tydeligt fra kampens begyndelse at se, at begge hold gerne ville spille bolden op nede bagfra og de gav ikke meget væk fra starten af kampen.

Efter 14 minutters spil skete der et koks i HB Køge forsvaret, hvor en af HB Køges spillere kom til at aflevere bolden til Mathias Gertsen oppe på midten af banen. Mathias Gertesen sendte straks bolden videre til Steven Enna, som tog et træk til højre og bankede den op i hjørnet ude fra feltet. Dermed kom FC Fredericia foran 0-1.
Dette var samtidig Steven Ennas første mål for FC Fredericia.

Efter 21 minutter af kampen faldt den første advarsel, som tilfaldt HB Køges nummer 13, Bozga. Kristian Kirkegaard kom først på en bold i en omstilling, hvor Bozga valgte at lave frispark for ikke at komme i undertal.

HB Køges første chance kom efter 23 minutters spil, hvor HB Køge fangede FC Fredericia i en omstilling. Bolden endte ved Stephan Petersen som forsøgte sig med et langskud, men bolden blev blokeret og røg til hjørnespark. Et hjørnespark som aldrig blev farligt.
HB Køge begyndte at sætte sig mere på spillet, men hver gang de nærmede sig FC Fredericias mål, så tabte de bolden.

Efter 25 minutters spil fik Steven Enna en chance til at gøre det til 0-2, men han headede bolden lige ved siden af stolpen, efter et flot indlæg fra Jacob Buus.

HB Køge lurede de første 30 minutter hele tiden på omstillinger og i at fange FC Fredericia i et højt pres. Specielt HB Køges nummer 15, Liam Jordan, var tæt på flere gange at slippe igennem, men slutproduktet manglede for Liam Jordan.
Derefter blev kampen en anelse rodet, hvor begge hold forsøgte med hurtigt spil og omstillinger, men bolden blev tabt flere gange for begge hold.

HB Køges største chance i kampen hidtil faldt efter 36 minutters spil. Erik Nissen smed bolden væk og kom til at aflevere den lige i fødderne på HB Køge.
HB Køge satte straks en kontra i gang som endte ved Jakob Johansson, som var helt fri i den ene side af feltet, men han ramte ikke bolden og Alexander Nybo kunne samle bolden op.
HB Køge begyndte at sætte sig mere på spillet og kom herefter til et par farlige indlæg.
Efter 39 minutters spil fik HB Køge et hjørnespark, som var lige ved at blive farligt, men Mathias Johannsen kom til i sidste øjeblik og fik headet bolden væk.

Resten af 1. halvleg forløb uden de større chancer og dermed var stillingen til pause 0-1 til FC Fredericia på et langskudsmål af Steven Enna.
HB Køge havde været mest på bolden i 1. halvleg og havde også haft et par gode muligheder.

Der var ikke spillet meget mere end 30 sekunder af 2. halvleg, før Mathias Gertsen fik scoret sit første mål for FC Fredericia. Jacob Buus fik sendt bolden ind i feltet, hvor Mathias Gertsen kom imellem to af HB Køges forsvars spillere og fik sat indersiden på.
Dette var Mathias Gertsens første mål for FC Fredericia.

Efter 50 minutters spil fik FC Fredericia endnu en god mulighed, denne gang ved Kristian Kirkegaard.
HB Køges målmand blev fanget ude af målet og Kristian Kirkegaard forsøgte at lobbe den over målmanden, men bolden røg snert forbi målet.

Efter 51 minutter foretog HB Køge to udskiftninger, hvor Martin Helsted og Häuser kom på banen i et forsøg på at komme tilbage i kampen.

Efter 53 minutters spil af kampen fik vi også FC Fredericias fysioterapeut på banen for første gang, da Nicolaj Ritter skulle bruge hjælp efter en luftduel, hvor han landede lige ned på ryggen. Heldigvis kom Nicolaj Ritter på benene igen.

Efter 55 minutters spil fik FC Fredericia igen tilspillet sig en chance. Jacob Buus kom til et indlæg, som landede lige i hovedet på Kristian Kirkegaard, som desværre headede lige forbi mål.

Efter 58 minutter kom FC Fredericia på 0-3. Alexander Nybo tog et frispark ude foran eget felt, som han sendte i dybden. Med medvind i ryggen og en HB Køge forsvars spiller som ikke lige fik timet hans opspring, som betød at bolden røg over ham og landede lige ved Anders Holvad.
Anders Holvad var hurtig til at opfange bolden og efter en duel med en forsvars spiller, så fik han fat i bolden og sendte den forbi HB Køges målmand.

Efter 62 minutter var Anders Holvad tæt på at bringe FC Fredericia foran 0-4, men indersiden af stolpen stod desværre i vejen.
FC Fredericia fangede HB Køge i en omstilling, hvor Mathias Gertsen spillede Anders Holvad helt fri med målmanden.

Efter 66 minutters spil foretog FC Fredericia sig den første udskiftning. Kristian Kirkegaard blev erstattet af Agon Mucolli.
I samme ombæring fik HB Køges Stephan Petersen en advarsel, for en forseelse, hvor han rev Nicolaj Ritter ned.

Efter 69 minutter fik FC Fredericia sin første advarsel, da Christian Ege lavede et frispark på midten af banen.

Efter 70 minutter havde FC Fredericia igen et skud på mål, da den indskiftede Agon Mucolli fik sendt en afslutning afsted. Men afslutningen sad desværre lige midt på HB Køges målmand.

Da uret rundede 73 minutter var HB Køge tæt på. Én af deres spillere var ganske få centimeter fra at modtage bolden helt fri i FC Fredericias felt.

Efter 79 minutters spil fik Martin Helsted sendt bolden over Alexander Nybo og i mål, men linjedommeren havde løftet flaget for offside, så målet talte ikke.
Minuttet efter var samme Martin Helsted igen tæt på, da han headede bolden lige ved siden af Alexander Nybos mål, men igen var flaget oppe for offside.

Da der var spillet 84 minutter kom Nicolaj Kirk på banen til hans anden kamp for FC Fredericia. Han erstattede Anders Holvad, som ikke havde flere kræfter.

HB Køges største chance kom efter 85 minutters spil. Jakob Johansson blev spillet helt fri i det lille felt efter et indlæg, men han ramte slet ikke bolden og den røg forbi mål.

Efter 86 minutters spil fik vi en debutant på banen. Mathias Nygaard kom ind til hans første kamp i FC Fredericia trøjen. Han erstattede Mathias Gertsen.

Mathias Johannsen måtte efter 87 minutter modtage hjælp efter at han landede skævt ned på foden. Mathias Johannsen måtte udgå af kampen og da vi havde brugt alle sine udskiftninger, så spillede vi de sidste minutter i undertal.

HB Køge fik endnu en stor chance, da Liam Jordan modtog bolden helt fri inde i det lille felt. Alexander Nybo reddede dog flot til hjørnespark.
Hjørnesparket blev sendt ind i feltet, hvor Bozga kom først på bolden og headede den ind på armen af en FC Fredericia spiller. Dette udløste et straffespark som Martin Helsted scorede sikkert på til stillingen 1-3.
Dette var det sidste som skete i kampen.

Kampe endte 1-3 til FC Fredericia og vi er dermed på tavlen.

Dagens tilskuertal var 1.216 – det var dog kun de 35 medrejsende FC Fredericia fans man kunne høre. Tak for opbakningen.

Næste kamp for FC Fredericia er på onsdag, når vi gæster Hatting/Torsted fra Serie 1 i Sydbank Pokalen. Vi håber at se mange FC Fredericia fans på Torsted Stadion.