Torsdag aften var FC Fredericia endnu en gang tilbage på Monjasa Park, da HB Køge gæstede fæstningsbyen. Træner Jonas Dal havde lavet to ændringer i forhold til den seneste kamp – en 5-0-sejr i Nykøbing.

Alexander Nybo var dog fortsat at finde i måler. Det var i forsvaret foran ham, at ændringerne var sket. Her var både Jacob Buus og Christian Ege tilbage fra karantæner, og de udgjorde forsvaret sammen med Nicolaj Ritter og Erik Nissen. På midtbanen lå Andreas Oggesen og Mathias Gertsen, mens Agon Mucolli og Kristian Kirkegaard tog sig af kanterne. Helt i front lå Steven Enna og Anders Holvad.

Allerede efter fire minutters spil var gæsterne tæt på. Angriberen Martin Helsted blev sendt i dybden, og var alene med Alexander Nybo. FC Fredericia-målmanden var dog stærkest, og kom fint ned til afslutningen.

Udover den tidlige chance til HB Køge, var det en meget lige indledning på kampen. Begge hold havde problemer med at spille sig frem til så meget, og derfor var det en lidt langsom indledning på kampen.

Efter ni minutters spil kom FC Fredericia så frem til en fin chance. Anders Holvad løb kom frem med bolden, spillede et-to med Kristian Kirkegaard og sendte så en afslutning afsted fra en position midt for mål. Afslutningen fik dog ikke nok fart, og HB Køge-målmanden kunne let samle bolden op.

Spillet var ikke godt i den første halve time. Begge hold smed bolden væk flere gange, og det betød, at ingen af holdene kom frem til de store chancer.

Efter 28 minutters spil fik HB Køge endnu en stor chance. Denne gang var de Jakob Johansson, som blev sendt afsted. Også han var alene med Alexander Nybo, men endnu en gang vandt FC Fredericia-målmanden duellen.

FC Fredericia havde mest boldbesiddelse, men gæsterne var solide i forsvaret. Det var sjældent, at bolden kom op omkring HB Køges mål. Når den gjorde, blev indlæggene håndteret af enten forsvaret eller målmanden.

To minutter før tid kom Steven Enna for første gang til en chance. Agon Muccoli kom fri på venstrekanten, og sendte et højt indlæg ind til amerikaneren, og sendte bolden mod mål med sit hoved. Uheldigvis gik bolden lige forbi den ene stolpe.

De to hold gik dermed til pause helt lige ved stillingen 0-0 efter en halvleg, hvor ingen af holdene havde spillet specielt godt.

Indledningen af anden halvleg fulgte samme mønster som første. Holdene var meget lige, og havde hver deres perioder med mest boldbesiddelse.

Første chance faldt efter 54 minutter. Mathias Gertsen vandt bolden på midten af banen, og tog en flot tur op mellem tre HB Køge-spillere, før han afsluttede. Hans afslutning blev rettet af, og endte tæt forbi mål. På det efterfølgende hjørnespark var det igen tæt på, men bolden gik lige forbi mål efter Jacob Buus havde trykket af fra distancen.

To minutter efter var det så i den anden ende, at det blev farligt. Faktisk så farligt, at Jakob Johansson bragte gæsterne foran med 1-0. Han modtog bolden midt for mål efter et forsvarskoks hos FC Fredericia. Denne gang kunne han let prikke bolden forbi en fremstormende Alexander Nybo.

Efter scoringen trak gæsterne sig længere tilbage på banen, og FC Fredericia kom helt naturligt til at have mere spil. Det udmøntede sig dog ikke umiddelbart til de helt store chancer.

Efter 68 minutters spil kom Steven Enna frem til en kæmpe stor chance. FC Fredericia satte fart i en omstilling, og endnu en gang fandt Kristian Kirkegaard amerikaneren. Denne gang var det nede ved jorden. Steven Enna kom helt ind til HB Køge-målmanden, man sparkede den lige på målmanden.

Med 17 minutter igen foretog FC Fredericia den første udskiftning. Fra banen gik Mathias Gertsen, og han blev erstattet af Dennis Høegh.

Allerede minutter efter foretog FC Fredericia den anden udskiftning. Her blev Jacob Buus taget af banen. På banen kom Uzo.

Med et kvarter igen var FC Fredericia endnu en gang tæt på. Nicolaj Ritter kæmpede hårdt i feltet, og fik mast sig vej igennem. Han afsluttede fra kort afstand, men endnu en gang klarede HB Køge-målmanden.

Med 10 minutter igen fik FC Fredericia bragt lighed i regnskabet. Et indlæg fra Nicolaj Ritter ramte Kristian Kirkegaard i hovedet. HB Køge-målmanden diskede op med en flot redning, men bolden endte for fødderne af den amerikanske angriber. Denne gang svigtede han ikke, og gjorde det til 1-1.

Det var dog ikke mange minutter, at FC Fredericia kunne juble. Bare to minutter senere gjorde Jakob Johansson det til 2-1 til gæsterne. Også her var det på en ripost, hvor Alexander Nybo havde klaret det første skud.

FC Fredericia brugte spilstoppet til at tage Agon Mucolli af banen og sætte Martin Mikkelsen ind.

FC Fredericia lagde et tungt pres til sidst i kampen. Erik Nissen blev smidt helt frem, for at forsøge at skrabe bolden i mål.

Gæsternes Mark Gundelach fik hevet sit andet gule kort til sig i overtiden, og måtte derfor forlade banen før tid.

Efter 95 minutters spil lykkedes det FC Fredericia at udligne. Bolden blev sendt i feltet fra højre. Den landede for fødderne af Nicolai Ritter, som sendte den i mål, og sendte Monjasa Park i jubel.

Mere nåede der ikke at ske i kampen, og FC Fredericia sikrede sig dermed et point til allersidt.