De seneste to gange det har heddet FC Roskilde for FC Fredericia er det blevet til nederlag. På årets første efterårsdag var turen gået til netop Roskilde, hvor en sejr ville betyde en placering som nummer et i NordicBet Ligaen efter otte spillerunder.

Til den opgave havde Jonas Dal endnu en gang valgt Alexander Nybo i målet. Foran ham spillede Uzo, Erik Nissen, Mathias ”Malte” Johannsen og Nicolaj Ritter i forsvaret. Mathias Gertsen og Andreas Oggesen tog sig af den centrale midtbane, mens Anders Holvad og Agon Muccoli var på kanterne. Den enlige angriber var Steven Enna med Kristian Kirkegaard i en position lige bag ham.

Det var hjemmeholdet som startede bedst, og de første fem minutter foregik alt spillet på FC Fredericias banehalvdel, og med Roskilde som mest boldbesiddende. Allerede efter syv minutter måtte dommeren i aktion, da han viste Mathias ”Malte” Johannsen en advarsel.

To minutter senere havde FC Roskilde faktisk bolden i nettet. Målet kom dog ikke til at tælle, da der i situationen blev dømt frispark til Uzo. Kort tid efter var det så FC Fredericias tur til at have en stor mulighed, men skarpheden i feltet var ikke tilstede.

Efter 11 minutters spil gik det så galt for FC Fredericia. Roskilde udnyttede den gode start på kampen til at gøre det til 1-0. Roskildes nummer 10, Younes Bakiz, trak ind i banen fra højre, og passerede Alexander Nybo i målet.

Efter målet fik Fredericia spillet sig mere ind i kampen. Flere fine angreb blev sat sammen, men den helt store chance lod vente på sig. Især Anders Holvad havde flere fine gennembrud på højrekanten, men Roskilde forblev i front.

Med tre minutter tilbage af første halvleg lagde Fredericia tryk på i feltet. Her endte Anders Holvad med at blive nedlagt, at dommeren pejede på pletten. Udover et straffespark til FC Fredericia betød det også, at Roskildes Lucas Steen fik sit andet gule kort, og derfor måtte tidligt i bad. Anders Holvad sørgede selv for at score på straffesparket, og bragte dermed balance i regnskabet.

Kort efter fløjtede dommeren endnu en gang. Denne gang var det dog til pause ved stillingen 1-1.

Tre minutter efter pausen, bragte FC Fredercia sig så foran. Efter et godt gennembrud på højrekanten, havnede bolden lidt tilfældigt for fødderne af Kristian Kirkegaard, som ikke svigtede.

Efter at være kommet bagud med 1-2, blev Roskilde mere farlige, og kom frem til et par chancer. Jonas Dal besluttede sig derfor for at lave et skifte, og på banen kom Martin Mikkelsen i stedet for Agon Muccoli.

FC Fredericia tog igen kontrol over kampen, uden dog for alvor at blive farlige. Det blev til nogle mindre chancer og et par hjørnespark i perioden, hvor Roskilde stod dybt.

Med 20 minutter igen, forsvandt FC Fredericias overtal. Dagens anfører, Anders Holvad, fik nemlig direkte rødt kort som følge af en tackling, som dommeren vurderede for hård.

Efter 77 minutters spil var det så Jonas Dals tur til at komme i dommerens bog. Træneren havde nemlig brokket sig til et gult kort.

Med 10 minutter skulle defensive forstærkes. Derfor blev Kristian Kirkegaard pillet ud, og Jacob Buus blev sat ind. Han var dog ikke den eneste mand, som skulle hjælpe med det, da Mathias Nygaard med tre minutter igen erstattede Uzo.

De sidste minutter handlede for FC Fredericia bare om at stå imod de mange og lange Roskilde-bolde ind i feltet.

Den opgave lykkedes, ikke mindst takket være en stor Nybo-redning til sidst, og dermed kunne FC Fredericia rejse fra Sjælland med tre point og som det førende hold i NordicBet Ligaen.