Som bebudet før kampen, havde Jonas Dal valgt at ryste posen til onsdagens pokalkamp mod Hatting-Torsted. Det betød blandt andet, at Andreas Raahauge vogtede målet. Foran sig havde han fra kampens start Jacob Buus, Erik Nissen, Mathias Nygaard og Henry Onuorah. På midtbanen var valgt Victor, Nikolaj Kirk, Agon Mucolli og Anders Holvad, mens Mathias Gertsen lå lige bagved den enlige angriber, Steven Enna.

Efter to minutter blev Fredericia første gang farlige. Et indlæg fra Henry Onuorah røg helt om til bagerste stolpe, hvor dagens anfører, Anders Holvad, var tæt på at komme frem til bolden. Det endte dog med et målspark.

Generelt havde Fredericia bolden mest, men de helt store chancer blev det ikke til. Både Anders Holvad og Henry Onuorah havde pæne muligheder i åbningen af kampen, som, på trods af et højt tempo, ikke producerede mål.

Efter 17 minutters spil var det i flere omgange tæt på for Fredericia. Efter et hjørnespark var der kaos i Hatting-Torsteds straffesparksfelt, og hjemmeholdets spillere måtte flere gange blokere for afslutninger. Det endte dog ikke med en scoring til Fredericia, som måtte på den igen.

Det var Henry Onuorah allerde tre minutter senere, da han afsluttede lidt udenfor feltet, og Hatting-Torsted-målmanden måtte give et hjørnespark. Det kom der heller ikke noget ud af, men scoring rykkede tættere på.

Efter 25 minutters spil var Jonas Dal nødsaget til at lave sin første udskiftning. Højrebacken Jacob Buus satte sig nemlig i græsset og signalerede, at han var færdig. På banen kom i stedet Rune Schelde til sin første optræden i FC Fredericia-trøjen.

Efter en halv times spil faldt målet så endeligt. Det startede egentligt med et frispark til hjemmeholdet, som blev sendt i feltet. Raahauge kom ud og sikrede sig bolden, og satte den hurtigt i gang. Efter et par hurtige afleveringer havnede bolden hos Mathias Gertsen, som klappede til den et stykke udefra. Bolden gik hårdt og fladt ind bag Hatting-Torsted-målmanden. 1-0 til FC Fredericia.

Presset mod Hatting-Torsted-målet fortsatte, og kun et par minutter efter Gertsen-målet var Holvad tæt på, men hans afslutning blev blokeret.

Stillingen 0-1 holdt hele vejen til pausen efter en første halvleg, hvor Fredericia havde været det mest dominerende hold. De få gange gæsterne var i nærheden af at blive farlige, var når der blev spillet lange bolde i dybden, og dem havde Mathias Nygaard og i særdeleshed Erik Nissen godt styr på.

Efter pausen fortsatte FC Fredericia presset mod Hatting-Torsted-målet. På de første fem minutter havde Fredericia-spillerne allerede været inde omkring målet to gange – dog uden at score.

10 minutter var der gået af 2. halvleg, da Steven Enna fik scorede for anden kamp i træk. Et indlæg fra højre ramte amerikaneren lige i brystkassen. Han fik tid til at tage bolden ned og lade den hoppe en gang, før han halvflugtede den ind i målet til 2-0.

Allerede minuttet senere var Fredericia så lige ved at forære hjemmeholdet en scoring. En høj bold hoppede henover Raahauge, som var kommet et stykke ud af feltet. Heldigvis for Fredericia kom Mathias Nygaard først på bolden, og han fik afværget situationen.

Efter 59 minutter var Fredericia så på pletten igen. Debutanten Rune Schelde headede bolden videre til Mucolli, som afdriblede en forsvarsspiller og lagde bolden skråt tilbage til Enna. Hans afslutning ramte en forsvarsspiller før den gik i mål.

Efter en times spil måtte endnu en Fredericia-spiller humpe fra banen. Denne gang var det manden med anførerbindet, Anders Holvad, som måtte lade sig udskifte efter en hård tackling fra en Hatting-Torsted-spiller. På banen kom endnu en debutant, nemlig Rasmus Møller.

Med 20 minutter igen blev Henry Onuorah sendt afsted i venstre side af Mathias Nygaard. Her afdriblede han et par forsvarsspillere, før han med højrebenet tvang Hatting-Torsted-målmanden ud i fuld længde, for at sende den til hjørne.

Fredericia var i kontrol i slutningen af kampen, hvor det blev til nogle fine chancer.En af de større kom med otte minutter igen, da Steven Enna fik bolden lige foran mål, men sparkede den på overliggeren.

Den største kom dog blot et minut senere. Her modtog Mucolli bolden helt ude på venstrekanten. Herfra startede hans tur ind i feltet, som sluttede med, at han hårdt og fladt sendte den ned i højre hjørne af målet til stillingen 0-4.

På falderæbet blev det også til 5-0 for Fredericia. Denne gang var det Henry Onuorahs tur til at kunne kalde sig målscore.

Dermed kunne Fredericia tage tilbage til fæstningsbyen med en 5-0-sejr i bagagen. Det betyder også, at Fredericia er klar til anden runde af pokalturneringen. Hvem modstanderen bliver der, finder vi ud af den 15. august.

Næste kamp for Fredericia er mod Næstved, som kommer på besøg på Monjasa Park. Den kamp spilles søndag klokken 14.00.