FC Fredericia kom ikke ud og blæste modstanderne omkuld fra start i søndagens 3-2-sejr over Hvidovre IF, som det ellers har været tilfældet de seneste kampe på Monjasa Park.

Hjemmeholdet var i stedet lidt mere afventene i starten af kampen, hvor Agon Mucollis drømmehug var med til at sætte gang i tingene.

“Vi skulle lige se kampen an, og lige finde ud af, hvor har vi Hvidovre? De stillede en lille smule anderledes op, fordi de har nogle skader, så vi skulle lige se, hvad de kom med. Vi skulle lige finde fodfæste, men ellers spillede vi godt rundt, som vi ville. Det var lidt svært at nedbryde Hvidovre, men vi fik heldigvis bidt os lidt fast. Så får vi også det 1-0 mål ved Agon som gør, at vi løsner en lille smule mere op.”

Der var ikke spillet et kvarter, da Agon Mucolli scorede 1-0 målet, og ikke længe efter blev det også til 2-0, da Anders Holvad scorede på straffespark. Herefter kom Hvidovre dog bedre med i kampen.

“Vi får desværre et af de her mål imod os, som vi jo godt vidste ville komme på et eller andet tidspunkt, hvis vi ikke var skarpe nok i vores duelspil. Der står 2-1, og det er sådan en træls føring, selvom det jo altid er rart at føre. Det var en træls føring at komme til pause på, fordi vi følte, at vi havde godt styr på det, og vi havde ikke haft de store chancer imod os. Men når man kun er foran med et mod Hvidovre, kan alt ske, fordi de spiller på den måde, som de gør.”

Alt i alt var træneren dog glad for både kampen og resultatet, som betyder, at FC Fredericia igen er på sejrskurs i NordicBet Ligaen – som toppes af FC Fredericia.

“Nu har vi mødt alle holdene, og så gør man selvfølgeligt en status og kigger tilbage på de kampe. Der er nogle, vi har været tilfredse med, og andre hvor vi ikke lige har ramt den i bagdelen, men overall er det ikke så tosset et udgangspunkt at ligge nummer et. Især ikke når nu vi synes, at der er stæder, hvor vi kan lægge på.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: