Tager man et kig på tabellen, kunne man sagtens fristes til at drage den konklusion, at søndagens kamp for FC Fredericia bliver en klar sejr.

Modstanderen hjemme på Monjasa Park er nemlig ikke startet sæsonen specielt godt, og det er da også kun blevet til 10 point i lige så mange kampe. Sådan ser træner Jonas Dal dog ikke helt på det.

“Stop med alt det der med, hvem der er nederst i tabellen og øverst i tabellen. Vi ved, at den her 1. division, den er så sindsyg, så alle slår alle, og alle kan slå alle. Det er klart, at Hvidovre har lidt problemer og døjer lidt med nogle skader i øjeblikket, så ja, vi vil gå efter sejren – det gør vi hver gang.”

Det er ingen hemmelighed, at FC Fredericia ikke har været så skarpe til at holde modstanderne fra at score i denne sæson. Indtil videre er det kun blevet til rent mål to gange i sæsonen, mod Hatting-Torsted og Vejle, og det er noget, som Jonas Dal håber at ændre på.

“Det er der fokus på hver gang, det siger sig selv. Vi har fokus på hvordan vi skal forhindre vores modstandere i at score, og på hvordan vi selv får scoret. Det er der såmænd ikke ændret så meget på. Vi ved, at vi spiller en form for fodbold, som giver mange chancer i begge ender. Det vil være ærgerligt at gå på kompromis med den måde, som vi spiller på, fordi vi spiller rigtig rigtig godt.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: