Aftenens sejr over Hvidovre IF betyder, at FC Fredericia slutter efteråret godt af med en sejr i den sidste kamp.

Derfor var glæden også stor i omklædningsrummet efter kampen, og også hos Jonas Dal var der stor glæde at finde.

“Nu skal det lige lægge sig lidt, men først og fremmest helt fantastisk dejligt. Jeg var lige ved at få et hjertestop, der hvor de har den der kæmpe chance til sidst. Da den så bliver fløjtet af et par minutter efter, altså hold da op for en lettelse. Det var virkelig fedt, og det var en fantastisk afslutning på et fantastisk efterår.”

FC Fredericia gik til pause med en 1-0-føring, men Hvidovre IF fik ret hurtigt udlignet i anden halvleg. FC Fredericia kom dog stærkt tilbage og vandt 3-2.

“Vi insisterer på at spille det spil, vi er dygtige til og det spil, som vi skal sætte sammen, for at slå de andre hold. Vi forfalder ikke til at sparke den væk eller gå i panik. Det er stærkt af spillerne, og det vidner om noget moral og stærk mentalitet.”

I det nye år venter en række spændende kampe, hvor FC Fredericia kommer til at være med helt oppe i toppen af NordicBet Ligaen. Det glæder Jonas Dal sig til.

“Uanset hvad der sker i de andre kampe (Vejle og Viborgs red.), så har vi jo stadigvæk hold i dem. Det betyder, at vi har alt at spille for i foråret, så vi kommer allerede fra i dag til at glæde os helt sindsygt.”

Som det efterhånden er blevet normen, var Red Pride endnu en gang mødt talstærkt op for at støtte FC Fredericia, og det satte Jonas Dal utrolig stor pris på.

“Det er så vildt, at de bare står her igen, og så så talstærkt. De var jo næsten flere end Hvidovre-fansene i dag. Jeg har sagt det flere gange, at jeg har svært ved at finde ordene for det, og igen i dag er de bare med hele kampen igennem. Der er ikke et minut, hvor der ikke bliver råbt, skreget og sunget deroppe.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: