Onsdag aften hentede FC Fredericia en 5-0-sejr på udebane mod Hatting-Torsted fra Serie 1 i første runde af pokalturneringen.

Sejren kom i hus efter fire mål i anden halvleg. Der skulle da også gå en halv time før Fredericia fik scoret, og faktisk var det tæt på, at hjemmeholdet kom foran.

“Vi kommer sådan nogenlunde i gang bortset fra, at de har en kæmpe chance, og den chance skulle de vel ret beset have scoret på og været kommet foran 1-0, og var de kommet det, kunne det godt have været en bøvlet vi skulle have været igennem, hvor de ville stå dybt”.

Sådan gik det dog ikke, og Fredericia formåede både at lave fem mål og holde hjemmeholdet fra at score. Derfor var det også en tilfreds træner, som efter kampen kunne gøre status.

“Når nu de ikke fik scoret, så synes jeg, at det var rigtig fint, det vi fik leveret. Vi blev ved med at holde bolden i gang og spille fra side til side. I anden halvleg blev vi bedre til også at komme over flankerne og lave nogle flere indlæg, og der synes jeg, at vi får dem knækket, og de blev selvfølgeligt også mere møre. Vi vidste godt, at tålmodighed ville blive en dyd i dag, og det blev det, så jeg synes godt, at vi kan være tilfredse med den indsats vi ydede i dag.”

Før kampen havde cheftræneren sagt, at han ville se hvad nogle af de spillere, som ikke har spillet så meget hidtil kunne byde ind med. Her Jonas Dal godt tilfreds med hvad han så fra de spillere. Herunder de to debutanter, Rasmus Møller og Rune Schelde.

“Jeg er rigtig imponeret over den måde de går til det. Helt uimponeret gik de ind og spiller med. Man kan se, at de også er med til at køre Hatting-Torsted trætte ved hele tiden at søge bolden, vende op i banen og forsøge sig en-mod-en. Rune og Møller kunne også begge have lavet en pind i dag, så det var lidt ærgerligt for dem, at de ikke gjorde det, for det havde jo krydret en rigtig rigtig fin debut. Det er rigtig fedt, at vi kan udvide vores trup med to spillere fra egen avl, det er rigtig fedt. Præstationen var også god, så stor tillykke med debuten til de to for FC Fredericia.”

Hvis du vil høre mere om Jonas Dals tanker efter pokalkampen, kan det gøres i videoen herunder.