Efter nederlaget til FC Roskilde på 3-2 tog vi en snak med cheftræner, Jonas Dal Andersen.

Jonas Dal mener, at den måde nederlaget sker på, er meget sigende for FC Fredericias sæson:

”Vi mangler at komme foran. Vi kontrollerer kampen fuldstændig. De kommer foran på et straffespark efter en misforståelse. Så kan de efterfølgende pakke sig endnu mere ned. Så er det også fejl de scorer på til 2-0 og 3-0. Det har været for lidt for vores modstandere at score på os i den her sæson. Vi har også haft svært ved at få omsat vores gode spil til mål i dag og i sæsonen.”

Med nederlaget til Roskilde smuldrede drømmen om play-off til Superligaen. En pille der er svær at sluge lige nu, mener Jonas Dal:

”Vi er enormt skuffet lige nu, også fordi alle de andre kampe gik fuldstændig som de skulle. Den lå nærmest til højrebenet, at vi skulle vinde i dag og så vinde over Hvidovre, så havde den måske været hjemme. Så det er dobbelt ærgerligt, at vi egentlig synes, at vi spiller en udmærket kamp, men formår at tabe alligevel. Det er nærmest ubærligt, at det her ske. Men det er sket før, så nu skal vi kigge bagud og se på tendenser. Vi gør rigtig mange ting rigtigt, men vi skal have lidt flere ting gjort rigtigt før, at vi vinder de kampe, der skal til for at rykke op i Superligaen,” afsluttede Jonas Dal.

Næste kamp er sæsonens sidste for FC Fredericia, når Hvidovre IF kommer på Monjasa Park lørdag d. 25. maj kl. 13:45.