Vi tog fat i en tydeligt skuffet Jonas Dal efter 0-1 nederlaget til Silkeborg IF.

Det var det tredje snævre nederlag i tre kampe mod Silkeborg IF, og skuffelsen var stor hos cheftræneren:

”Det er svært at sætte ord på, hvor bitter en pille det er at sluge. Vi arbejder rigtig hårdt hver eneste dag for at opnå de her kampe, hvor der er meget på spil. Vi havde glædet os sindssygt meget til den her kamp for revanchens skyld, og for kampens betydning i forhold til at vi kunne være med i det rigtig sjove selskab. Så når man med to minutter igen indkasserer et mål, og ovenikøbet har en stor chance i overtiden, hvor deres målmand reddet flot, og i løbet af kampen skaber chancer, så er det en rigtig tung følelse lige nu. I dag skal i have lov at hænge lidt med næbet, men når vi mødes igen i morgen, så skal vi klappe hinanden på skuldrene og sige til hinanden at det var en god kamp af os. Nu venter der en kamp mod Viborg FF, hvor vi skal rejse os selv, for det er ikke slut endnu.”

Der er ikke stor forskel på de to hold, mener Jonas Dal, men Silkeborg IF scorer på deres chancer:

”De scorer på i hvert fald en af de chancer, de får, og det gør vi ikke. Det har lidt været vores akilleshæl i denne sæson. Vi spiller god fodbold, og vi er gode til at flytte bolden rundt på banen. Men vi er ikke skarpe nok i vores afslutningsspil, og det var Silkeborg med Ronnie Schwartz. Så skarpheden er forskellen.”

Under hele kampen var der en enormt fed kulisse, og det sætter Jonas Dal virkelig pris på, men han sender også en undskyldning til Red Pride.

”Man kan godt mærke, at lige så snart vi gør noget herude, så kommer folk. Fanklubben råber os igennem hele kampen, og de er helt fantastiske. Jeg var så skuffet efter kampen, at jeg glemmer at gå ned til Red Pride, og det er jeg så ked af og skuffet over, fordi de var virkelig en fantastisk tolvte mand. Jeg kan ikke beskrive nok med ord, hvor vigtigt det er, at Red Pride har fået det oppe at køre. Jeg vil gerne sende en undskyldning for, at jeg ikke var nede at sige tak for kampen i dag, det var for dårligt,” afsluttede Jonas Dal.

Næste kamp er d. 9. maj, når drengene drager til Viborg.