Vi fik en snak med Jonas Dal om kampen mod Hobro og den efterfølgende oplevelsestur holdet var på i sidste uge.

Jonas Dal har flere ting han gerne vil fremhæve fra kampen mod Hobro IK:

”Jeg synes, det er fedt at se, hvor langt vi er kommet på så kort tid. I store dele af kampen dominerede vi på bolden og stod rent defensivt rigtig godt. Der var allerede rigtig mange gode relationer, selvom der stadig er små nuancer, der skal finpudses. Men i det store hele ser det rigtig fint ud, og de nye spillere kom også godt fra det.”

Holdet var også på oplevelsestur, og der var mange sjove aktiviteter, siger Jonas Dal:

”Vi lavede rigtig mange sjove ting. Vi var oppe i en grusgrav, der ligger tæt på hvor jeg bor, hvor vi havde forskellige lege, hvor det handlede om at komme først op. Så spillede vi også paintball, og havde en selvtillidsøvelse fra en tre meter vippe med ryggen til, hvor man så skal lade sig falde bagover. Nogle slog sig lidt, men alt i alt var det en god tur.”

En tur som den holdet har været på, skal bruges til at ryste holdet tættere på hinanden, mener Jonas Dal:

”Det er jo først og fremmest for at ryste holdet sammen. Have noget som bvi kan snakke om og grine lidt af. Det var rigtig hyggeligt. Sonni Nattestad kan spille guitar, og det gjorde han også rundt om bålet. Så det var en rigtig fed og god tur sammen med drengene.”

Fra tre meter vippen var der især en spiller der slog sig gevaldigt, fortæller cheftræneren:

”Christian Ege fik en ordentlig rød ryg ud af det, og næste gang han skal prøve, strækker han sig nok lidt mere ud,” afsluttede Jonas Dal.