Søndag eftermiddag blev årets sidste fodboldkamp spillet på Monjasa Park. Her tog FC Fredericia imod Skive IK i en kamp, som gæsterne vandt 2-0.

Hverken resultatet eller spillet var specielt godt for FC Fredericia, så det var en tydeligt skuffet Jonas Dal, som gjorde status efter kampen.

“Nu endte vi med at tabe 2-0, på grund af det massive pres, som vi var nødt til at lægge til sidst. Så desværre var jeg nødt til at gå ind til spillerne at sige, at det, som vi havde leveret, ikke var godt nok.”

Cheftræneren fremhæver især spillet med bolden, som værende utilfridsstillende.

“Noget af det, som vi ikke gør godt nok er vores boldomgang. Vi er ikke dygtige nok på bolden og med bolden i dag og det gør, at det er lettere for Skive at tage bolden fra os, end det har været tidligere i sæsonen.”

Mens spillede slet ikke fungerede for FC Fredericia havde gæsterne mere held med deres taktik. Det anerkender Jonas Dal også, som har roser til overs for Skive IK.

“Vi forholder os normalvis rigtig meget til os selv, men vi må også bare erkende og anerkende overfor Skive, at de spillede en rigtig fin kamp og en rigtig god defensiv kamp. Så var de parat de gange, hvor de fik chancen offensivt.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: