Vi hev Jonas Dal til side efter træning til en snak om den første træningskamp i opstarten mod Hobro IK.

Cheftræneren ved godt, hvad kampen skal bruges til:

”Vi skal i gang igen og se hinanden i de relationer, som vi nu har. Vi skal se nogle spillere an, som vi har på prøve. Så skal vi bare have løbet nogle kilometer, og bare se om vi er der, hvor vi gerne vil være med vores spillestil og vores relationer.”

Jonas Dal har lidt af en fortid i Hobro IK, og det bliver da også specielt at møde dem, siger han selv:

”Det bliver da specielt, og sådan er det altid, når man møder hold, man kender rigtig godt. Det bliver dog en kamp som mange andre, men måske med flere high-fives og smil til hinanden, inden vi går i gang. Men det er en klub, hvor jeg havde en stor glæde ved at være, så det bliver hyggeligt at besøge dem.”

Hobro IK er ifølge Jonas Dal et godt hold over hele linjen, og holdet skal stå tidligt op for at få noget med derfra:

”Det er et godt hold over hele linjen fra målmand til angriber. Vi skal stå tidligt op for at være med, men vi tror også på, at hvis vi spiller vores spil og spiller godt, så kan vi også godt give god modstand.”

Det bliver også en kamp, hvor Kristian Kirkegaard skal prøves af i kamp for første gang, og han er en god spiller med gode kvaliteter, mener Jonas Dal:

”Han har en fantastisk evne til at finde de her mellemrum, som vi meget gerne vil forsøge at finde i vores spil. Han er dygtig til at vende med bolden i små områder og sende bolden videre derfra, da han har et godt overblik. Han har en rigtig god fod, og jeg ser meget frem til at se ham i aktion allerede her fra start af,” afsluttede Jonas Dal.