Vi tog en snak med Jonas Dal inden opgøret mod HSV U23 i morgen.

Hans forventninger til kampen er at holdet møder et godt hold, og så skal de sidste ting finpudses og prøves af:

”Da vi mødte dem sidste år, var det et stærkt hold, så jeg forventer, at vi møder et stærkt hold igen i år. Så forventer jeg, at det vi har arbejdet med her i opstarten, begynder at sidde i skabet. Jeg vil gerne se, at vi kan spille lidt mere direkte, så vi kan prøve at lave de her mål, hvor bolden ikke har rørt alle FCF-fødder.”

Det er det andet tyske hold som holdet møder i opstarten ud af tre mulige, og et er der en bestemt grund til, fortæller Jonas Dal:

”Vi vil gerne undgå at møde hold fra rækken i opstarten, og så er superligaen startet, så hold fra Tyskland passer godt, da det stadig er hold med højt niveau vi møder.”

Den nytilkomne amerikanske angriber, Steven Enna, mangler fortsat sin arbejdstilladelse, og det betyder, at han ikke kommer til at spille i morgen:

”Vi må jo godt snakke med ham, men det er klart, at når han ikke kan spille, så sætter det os lidt tilbage, men vi er nødt til at vente på den arbejdstilladelse. Han må selv lave nogle ting, så rent fysisk holder han sig i gang. Men det kommer til at få en betydning, at han ikke er blevet sat ordentligt ind i forståelsen og måden vi spiller på, for det kan vi ikke, når han hverken må træne eller spille kampe,” afsluttede Jonas Dal.

Kampen mod HSV U23 starter i morgen kl. 15:00 på Monjasa Park.