Onsdag aften står den igen på fodbold i Sydbank Pokalen, når FC Fredericia tager en tur til Sjælland, hvor BK Avarta venter i tredje runde af pokalturneringen.

Ligsom i anden runde, hvor modstanderen hed Brabrand IF, er onsdagens modstandere også at finde i 2. division til dagligt. Mod Brabrand IF blev det til en 4-1-sejr, og Jonas Dal håber endnu en gang på en god præstation.

“Vi skal selvfølgeligt sætte os på kampen, og det er selvfølgeligt os, der skal være det spildominerede hold. Vi ved bare også med pokalfodbold, at det bliver altid en svær kamp, hvor det ene hold har alt at vinde, og det andet hold har alt at tabe.”

I de første to runder af Sydbank Pokalen har der været plads til nogle af de spillere, som ikke har spillet så meget i NordicBet Ligaen. Dem kan man også regne med at se mod BK Avarta.

“Vi skal holde alle skarpe, og det her er en kærkommen mulighed for både at aflaste nogle af spillerne, men også for at give nogle andre spillere en god kamp på et højt niveau, som vi tager rigtig seriøst, fordi vi vil videre.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal herunder: