Søndag klokken 14 står den igen på fodbold i NordicBet Ligaen for FC Fredericia. Her går turen til Nykøbing, hvor der venter en kamp mod et mandskab, som ikke har vundet i de seneste otte kampe.

Derfor kunne man fristes til at tro, at det bliver en nem opgave, men sådan ser forsvarspilleren Lukas Eneboldsen ikke på det.

“Det er en modstander, som man skal passe på med. De har helt sikkert noget vildskab, og de vil ud og have en sejr for enhver pris. De kommer til at gå ind til den kamp med fuld peber og gøre alt hvad de kan for at vinde. Det er det, som vi skal stå imod.”

Christian Ege har karantæne til Nykøbing-kampen, og Mathias Johannsen er fortsat ude med karantæne. Derfor ligner det, at Lucas Enevoldsen kommer til at danne midterforsvar med Erik Nissen.

“Nu ved jeg ikke selv endnu, om jeg skal starte, men hvis jeg skal starte i kampen, så er det helt sikkert en god chance for mig til at vise, hvad jeg kan bidrage med. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at holde de andre fra at score, og sikre os, at vi vinder.”

Forsvarspilleren tror på et godt resultat mod Nykøbing IF. Hvis holdet kan fortsætte de gode takter fra sæsonen hidtil, tror han på, at FC Fredericia kommer frem til mange chancer.

Det er dog noget af en tur, som FC Fredericia skal på, når turen går til Nykøbing. De mange timer i en bus før kampen er dog ikke noget, som Lukas Enevoldsen frygter kommer til at spille en stor rolle.

“Jeg tror, at den er en time længere end til København, men når man er ude på den slags ture, så gør det ikke noget, om man kører tre eller fire timer. Det handler bare om at få den bedst mulige optakt til kampen, når vi er kommet derned. Vi kommer i god tid, så vi kan komme ud og få rørt kroppen, så vi er der, når kampen fløjtes i gang.”

Hør hele interviewet med Lukas Enevoldsen i videoen herunder: