Når FC Fredericia besøger Brabrand IF onsdag klokken 17.15 i pokalturneringen, bliver det muligvis til debut for den nyeste FC Fredericia-spille, Lukas Enevoldsen.

Den høje forsvarsspiller er kun lige kommet til klubben, og har trænet en enkelt gang sammen med holdkammeraterne, så det er en helt ny mand i truppen.

Ikke nok med, at det muligvis bliver til en hurtig debut, så er kampens modstandere fra Brabrand IF også en helt særlig klub. Det er nemlig forsvarsspillerens nu tidligere klub.

“Jeg kender alle drengene, fordi jeg har trænet med dem så sent som i går (mandag red.), så det er lidt specielt, at vi allerede skal spille mod dem i morgen (onsdag red.). Jeg glæder mig. Det bliver forhåbentligt en kamp med en hel masse dueller, og også noget godt spil, så det skal nok blive sjovt.”

Onsdagens modstandere bliver altså spillere, som Lukas Enevoldsen kaldte holdkammerater for kort tid siden. Det kommer dog ikke til at påvirke ham, siger han.

“Det bliver jo sjovt, men når man er derinde, så er der kun én ting der gælder, og det er at vinde kampen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at vinde kampen med Fredericia.”

Forsvarsspilleren er glad for at være kommet til klubben, og håber på at kunne starte inde i sin første kamp onsdag, som altså spilles klokken 17.15 i Brabrand.

Hør hele interviewet med Lukas Enevoldsen i videoen herunder: